Aarstidernes omsætning runder 750 millioner kroner

Omsætningen for den lokale virksomhed, der har over 500 personer på lønningslisten har nu rundet 750 millioner kroner

Det går stærkt for Aarstiderne og salget af deres mange forskellige måltidskasser. Omsætningen har nu rundet 750 mio. kr. og der er over 500 personer på lønningslisten.

Samtidig udvider også den forening, som driver skoletilbuddet 'Haver til Maver'.

Torsdag fik den lokale virksomhed besøg af kommunens erhvervsdelegation der lagde vejen forbi Krogerup Avlsgård.

"Det er imponerende at se, hvordan Aarstiderne er lykkedes med at opbygge en stor og sund forretning, og at folkene bag samtidig har overskud til konstant at prøve nyt. Det gælder også for Haver til Maver, som Fredensborg Kommune - som den første kommune i landet - indgik kontrakt med i 2005", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen efter besøget torsdag, hvor en 6. klasse fra Fredensborg Skole samtidig var i fuld gang med at lave suppe med avlen fra deres haver.

Den omtalte kontrakt var afgørende for Haver til Mavers succes i Fredensborg Kommune, understreger grundlægger Søren Ejlersen:

"Med den kontrakt fik vi endelig mulighed for at komme ordentligt i gang og ansætte den første faste medarbejder. Vi er selv gået videre og i dag er der over 40 haveprojekter i hele landet, som følger vores koncept. På den måde lærer mange tusinde skoleelever hvert år en masse om både naturen og hvor vores mad kommer fra."

Udvalgsformand Lars Søndergaard er imponeret over Aartidernes succes:

"Aarstiderne formår at kombinere en meget personlig kundekontakt med idealisme og en utrolig effektiv logistik og planlægning til en virksomhed, der er i dag er førende på sit felt og konstant er nysgerrig efter nye måder at gøre tingene på. Det er meget imponerende", siger Lars Søndergaard og fortsætter:

"Derudover har Aarstiderne også turistmæssig værdi med 70.000 besøgende om året i gårdbutikken og hele 15.000 gæster på høstmarkedet".

Publiceret 09 October 2018 07:00

SENESTE TV