DEBAT: Flugten over Sundet

Af Ulla Hardy-Hansen, konservativ, Viceborgmester

Netop i denne første uge af oktober har der flere steder i vores kommune været afholdt arrangementer i anledning af 75 året for de danske jøders redning fra Nazitysklands djævelske Holocaust, der ellers trak sine blodige spor gennem Europa.

Begivenhederne dengang i oktober 1943 var på én gang rørende stille og højt dramatiske. Baggrunden – kræfterne , der virkede – diskuteres stadig lidenskabeligt både blandt lægmand og lærde. Afstand til begivenheder i fortiden skaber perspektiv, men rummer også farer for forenkling. Historiens såkaldte klare lys, viser sig ofte at være en roterende discokugle, der sender lysglimt i alle retninger- forblænder og forfører. Der dukker stadig ny forskning op, der nuancerer begivenhederne. Oktober 43 er stadig uløseligt knyttet til samarbejdspolitikken, og er der noget, man stadig kan skændes bravt om, er det dén! Engle bliver til djævle og helte til skurke! Der bruges og misbruges.

Gennem den tyske besættelse var det kun sporadisk, at Nordsjælland –og Danmark i det hele taget - blev inddraget i Anden Verdenskrigs voldsorgier. Nærheden til det neutrale Sverige medførte dog, at mange nedskudte, allierede flyvere søgte til Øresundskysten for at undslippe tysk fangenskab og kunne blot uger senere være tilbage i dramaet i luften over Tyskland. Sundet var både broen til og forhindringen mellem krig og fred og i yderste konsekvens mellem liv og død. Lyset ”hinsidan” var derfor dragende. For mange blev turen over en redning – for nogen blev Sundet en våd grav.

Men oktober 43 var et mirakel ….. et forfulgt folk…. dødsdømte i Hitlers perverterede ”Endlösung”…… mennesker som os….. blev ført i sikkerhed i det det dengang forjættede land …… sejlet, roet eller padlet. Hjulpet af danskere, der i vidt omfang tog sagen i egen hånd og udviste medmenneskeligt mod. Det var en indsats, der var medvirkende til, at vi ved krigens afslutning fik en plads i de allieredes rækker.

Lad os glemme de intellektuelle tolkninger for en stund. Måske fortæller den gule plysbamse eller de knuste bedstemorbriller, der blev efterladt på kirkeloftet i Gilleleje langt mere end de lærdes ord. Det var efterladenskaber fra et flugtforsøg, der ikke lykkedes. Det handlede jo om mennesker. Mange blev reddet herfra kysten…. men al for mange blev alligevel tabt i det store drama.

Det må vi aldrig glemme !

Publiceret 05 October 2018 07:00

SENESTE TV