Som så mange andre i hans alder, cykler 11-årige Christopher Hill til og fra skole.

Som så mange andre i hans alder, cykler 11-årige Christopher Hill til og fra skole. Foto: Fred Jacobsen

Når de andre ikke ser det, har Christopher ondt

På skolernes motionsdag vil Christopher Hills klassekammerater løbe i t-shirts og gøre opmærksom på børneledegigt

Af
Fred Jacobsen

Du kan ikke se det på den friske lyshårede dreng - og langt fra alle hans klassekamerater i 5.a på Endrupskolen i Fredensborg ved. Men når Christopher Hill kommer hjem efter en dag i skolen, kan han have ondt. Mega ondt.

"Altså, når jeg har overanstrengt kroppen, har jeg ondt. For eksempel efter fem kilometers løb, så har jeg mega ondt i læggene og benene," fortæller Christopher. Også mindre fysisk aktivitet kan give ham smerter. Bare ved at skrive i hånden med en kuglepen, eksempelvis.

Skrivepause

"Jeg får ondt i fingrene og i håndleddet. Jeg kan måske skrive en halv side, så må jeg holde pause."

Christopher Hill lider af børneledegigt, nærmere betegnet psoriasisgigt, som gør, at han mere end andre mærker det i kroppen, når han har været i gang som de fleste 11-årige drenge er. Han løber og leger og er aktiv som de andre, men siger ikke noget til dem, hvordan han har det. Og han vil ikke lade være med at være aktiv.

"Så føler jeg mig anderledes," siger han. Og sådan skal det ikke være. Men det har det desværre.

Mobbet: Du er handicappet

På hans tidligere skole blev han mobbet, fordi han i klassen sad i en speciel stol, som hjalp ham til at kunne sidde i længere tid uden at få ondt i ryggen. Nogle klassekammerater kaldte det for en handicapstol - og ham for handicappet. Er der noget, han ikke vi kaldes, er det handicappet.

Christopher Hill deltager i de fleste aktiviteter - og bider smerten i sig bagefter.

Christopher Hill deltager i de fleste aktiviteter - og bider smerten i sig bagefter. Foto: Fred Jacobsen

Derfor har han også frabedt sig at få en særlig stol i den skole, han går på nu.

Han synes selv, det går lidt bedre efter han er begyndt at få medicin mod sin børneledegigt. To gange om ugen får Christopher indsprøjtninger, og det synes han hjælper.

International gigtdag

Når skolerne holder motionsdag som indledning på skolernes efterårsferie fredag 12. oktober, er Christopher Hille naturligvis frisk på at tage med på løbeturen - og bide smerten i sig bagefter. Det bliver dog anderledes denne gang. For planen er, at alle hans 24 øvrige klassekammerater skal løbe i samme t-shirt fra Gigtramte Børns Forældreforening (GBF). Skolernes motionsdag falder nemlig sammen med den internationale gigtdag. Og det er en god lejlighed til at gøre opmærksom på, at børn altså også kan lide af gigt, mener Christophers mor, Rikke Tobiassen.

"Så jeg har skrevet til alle forældre i klassen, om de vil være med til at markere dagen ved at alle løber i samme trøje. Det har alle sagt ja til," fortæller Rikke Tobiassen.

Og 5. a på Endrupskolen er ikke den eneste klasse, der med i denne kampagne. Langebjergskolen i Humlebæk er det også. I alt 40 klasser rundt omkring i landet. Over 1000 børn vil således 12. oktober løbe med samme t-shirt, der dels gøre opmærksom på børnegigt og på forældreforeningen GBF.

"Man kan sponsorere en trøje for 55 kroner," fortæller Rikke Tobiassen og oplyser, at det stadig er muligt at være med til det, hvis man synes, det er en god sag at støtte. Kontakt evt. Rikke på rikke.tobiassen@gmail.com.

For Christopher betyder det også, at også de sidste i klassen bliver klar over, at han har den her lidelse. Det har han det - lært af egen erfaring - lidt blandet med.

"Jeg er ikke den, der udtrykker mig, hvis det gør ondt et sted, så jeg er lidt i tvivl. Jeg håber, det går godt," siger han til Uge-Nyt.

Publiceret 02 October 2018 10:00