Kokkedalløbet er en af Kokkedal Idrætsklubs store aktiviteter.

Kokkedalløbet er en af Kokkedal Idrætsklubs store aktiviteter. Arkivfoto

40 år med kraftig slankekur undervejs

Kokkedal Idrætsklub havde på sit højdepunkt 1800 medlemmer - nu er de ca. 300

Af
Fred Jacobsen

Når Kokkedal Idrætsklub tirsdag 9. oktober kan fejre 40 års fødselsdag, kan klubben se tilbage på voldsomme forandringer, som har betydet, at der i dag kun er en brøkdel tilbage af det, klubben lagde ud med i 1978.

Det kan blandt andet tælles på antal medlemmer: Da fødselaren var på sit højeste i 80'erne, var der 1800 medlemmer, der dyrkede fodbold, håndbold, gymnastik, badminton, bordtennis, atletik, tennis og siden dart, softball og banko.

I dag er der dart, løbeafdeling med gå- og cykelaktiviteter, softball, bordtennis og banko tilbage, fortæller Egon Erlandsen, næstformand i Kokkedal Idrætsklub.

Stor tilflytning

"Det er selvfølgelig en alvorlig tilbagegang, men det skyldes naturlige fusioner," forklarer han til Uge-Nyt.

Det var den store tilflytning til Kokkedal midt i 70'erne, der fik driftige folk til at stifte Kokkedal Idrætsforening (KIK). Der var bygget 2 nye skoler, Egedalsskolen og Holmegårdsskolen, med tilhørende haller og fodboldbaner. Midt i 80'erne nåede KIK således op på 1800 medlemmer, og der var trængsel om træningstimer og stævnetimer på baner og i haller.

Nej til nye planer

"På grund af den store tilgang af idrætsudøvere i Karlebo Kommune forelagde idrætsforeningerne i fællesskab en udbygningsplan til ca. 60 millioner kroner, flere fodboldbaner ved Egedalshallen samt en Egedals hal 2, overtagelse af Skydebanegård til idrætscenter, ny tennishal og badmintonhal. Men det havde kommunen ikke økonomi til, " husker Egon Erlandsen.

En stribe sammenlægninger

I årene efter fulgte en stribe af sammenlægninger: Tennis blev til Nivå Kokkedal Tennisklub (NKT), badminton til Nivå Kokkedal Badmintonklub (NKB), og da Nivå Gymnastikforening (NG) fodbold ikke længere måtte bruge Møllevejsanlægget, købte kommunen Karsemosegård og byggede et nyt fodboldstadion. NG og KIK fodbold blev efter lange forhandlinger til en fælles fodbold klub, Nivå Kokkedal Fodboldklub (NKF).

Og fusionerne fortsatte: KIK Håndbold gik i samarbejde med Hørsholm Usserød Håndbold under navnet HUK, i de senere år også et samarbejde med Øresund Håndbold.

KIK har siden klubbens stiftelse haft sine lokaler i Egedalshallen.

Reception på fødselsdagen

KIK har gennem årene haft flere hovedformænd. John Bruhn var den første og gjorde sammen med stifterne en kæmpe indsats. John Bruhns efterfølger blev Egon Erlandsen og Finn Andersen. I dag er Jette Hansen hovedformand.

KIK holder i anledning af 40 års dagen en reception i KIK IND i Egedalshallen kl. 17.00 og regner med 75-100 tidligere og nuværende KIK medlemmer. Ønslker du at deltage, kan du melde dig på telefon 40917295.

Publiceret 26 September 2018 10:00