Forældre frygter for deres fritidshjem

Spareforslag: Fredensborg Kommune kan finde 2,3 millioner kroner ved at omdanne fritidshjem til SFO-tilbud

Af
Peter Mailand

En gruppe forældre frygter, at Fredensborg Kommune vil omdanne kommunens fritidshjem til skolefritidsordninger (SFO), fordi kommunen skal spare 25 millioner kroner på budgettet. Ved at lave fritidshjem til SFO kan kommunen hente næsten en tiendedel af de samlede besparelser, nemlig 2,3 millioner kr.

Det skyldes, at der ikke er loft på forældrebetaling i SFO-tilbud, mens kommunen højst må opkræve 25 procent i forældrebetaling på fritidshjem.

Det kan blive en glidebane, fortæller Karsten Warming, formand for forældrebestyrelsen i Børnehusene i Nivå.

"Vedtages forslaget, vil SFO-taksterne i første omgang stige med 105 kroner pr. barn. Det er dog kun begyndelsen, for de vil også kunne hæve taksten med samme beløb året efter," siger han og nævner nebokommunen Hørsholm som skræmmeeksempel.

"Vi frygter, at der vil ske det samme som i Hørsholm, hvor en SFO-plads koster dobbelt så meget som en plads på et fritidshjem," siger han.

Forslaget har været fremme tidligere, med tilhørende protester og advarsler fra forældrene. Nu frygter forældrene imidlertid, at forslaget bliver vedtaget. Med det resultat, at mange forældre vil tage dere sbørn ud af ordningen.

"Sker det, frygter vi, at vores børn kommer til at hænge ud i Nivåcenteret, eller at de bare sidder hjemme og spiller computer," siger han.

Karsten Warming mener desuden, at SFO-tilbuddet både er dyrere og dårligere end kommunens fritidshjem.

"Fritidshjemmene har et helt andet fokus, da der er ansat en pædagoisk leder med en forældrebestyrelsen. Mens SFO-tilbuddet jo har en skoleleder og en skolebestyrelse, der har fokus på at drive skole," siger han.

Publiceret 10 September 2018 10:00

SENESTE TV