Dallas København rummer et eventyr, som anbefales af Fredensborg Bibliotek. Pressefoto

Dallas København rummer et eventyr, som anbefales af Fredensborg Bibliotek. Pressefoto

Biblioteket anbefaler: Dallas København (2018) af Peter Molde-Amelung

Ugens boganbefaling peger på et ægte eventyr

Af
Tilde Hoppe Christensen

Børnekulturformidler. Fredensborg Bibliotek

Fire timer under et træ i fælledparken. Det er den tid, det tog at forelske sig i pigen Dallas’ historie fra start til slut. Det er lige meget, om du er 9 eller 99 år gammel, visse eventyr er eviggyldige, og dette er et af dem!

Forfatter Peter Molde-Amelung spekulerer som Sokrates og bander som Kaptajn Haddock, hvilket resulterer i en smuk og humoristisk tilgang til de mange svære emner, der behandles i historien. Det giver også et fint flow, hvor vi både er med i karakternes samtaler og ofte modstridende indre stemme. Den lille bagkloge satan vi alle har siddende på skulderen, der hvisker til os, hvad vi burde have sagt og gjort, længe efter det er for sent at gøre om. Denne stemme er særlig udtalt hos den splejsede tatoverede dreng Jack, der prøver så hårdt at være voksen, men ikke helt ved hvordan, for ingen har vist ham det. Og læseren genkender usikkerheden helt ned i skoene hos de krummede tæer.

Af geniale karakterer kan nævnes hushjælpen (spritteren) Ole Okker, der vidst engang var noget andet og mere end spritter, Dallas’ flyvske mor der ikke evner ansvar og moderfølelser samt olderfaderen Monty, tidligere medlem af SELSKABET FOR ÆGTE OPDAGELSESREJSENDE og Dallas’ primære voksen. Særligt Monty slog benene væk under mig, når han konsekvent kalder Dallas for Pølse-ræv eller Pølse-øre, glemmer hvad han selv laver i et alzheimersramt øjeblik eller lærer hende, hvad der er vigtigt i livet, som eksemplevis aldrig at fortælle sandheden, for det kommer der sjældent noget godt ud af. Forholdet mellem Dallas og Monty er så fint og rørende beskrevet uden at blive sentimentalt, og jeg tog mig selv i at blive misundelig på Dallas, der har sin super excentriske oldefar i sit liv.

Læs bogen for eventyret, der bringer læseren i Vestre Fængsel, Frederiksberg Have og Norges fjelde. Og læs bogen for de helt eminente karakterer, der frembringer akut savn i brystet, efter sidste side er vendt.

For helt ærligt, hvem har ikke fire timer til den mest hjertevarme læseoplevelse denne sommer?

Publiceret 12 August 2018 08:00

SENESTE TV