Havneformand: Forholdene i Nivå skal være ordentlige

Bo Hilsted er med på at drøfte de ubrugte både i bestyrelsen

Af
Fred Jacobsen

Formanden for Nivå Havns bestyrelse, byrådsmedlem Bo Hilsted (S), er på den ene side betænkelig, men heller ikke afvisende over for havnefoged Linda Krogsgaards forslag om at se havnen efter for både, der ikke bliver brugt.

"Det har jeg sådan set ingen holdning til lige nu, det må vi drøfte i bestyrelsen," siger Bo Hilsted til Uge-Nyt.

Hilsted synes på den ene side, at forholdene er i orden, så længe bådejerne betaler for deres plads, men er på den anden side også optaget af, at der skal være ordnede forhold i Nivå Havn.

Skal se ordentligt ud

"Der skal se ordentligt ud, og derfor skal der jo ikke være gamle skrog, der ligger og ruster op. Jeg vil såat sige stikke en finger i havnen og drøfte sagen med bestyrelsen - og ikke mindst havnens brugere," lyder det fra Bo Hilsted.

Nivå Havn har i denne sommer oplevet en voldsom vækst i henvendelser fra folk, der gerne vil have plads. Der er over 200 både på ventelisten, der vokser dag for dag.

Ventetid på fem år

Det er ifølge havnefoged Linda Krogsgaard de yngre børnefamilier, der nu gerne vil sejle, hvor generationen mellem 36 og 55 år i flere år har været fraværende. Omvendt ligger der en 20-25 både i havnen, som aldrig er ude at sejle. Og det er ifølge havnefogeden derfor en overvejelse værd at se på, om de både fortsat skal være i havnen. Det er et spørgsmål, Linda Krogsgaard gerne ser behandlet i bestyrelsen.

Udsigten til en bådplads for både over 3,5 meter for sejlere fra Fredensborg Kommune er op til fem år, mens interesserede fra andre kommuner skal se meget længere efter muligheden for at få plads.

Publiceret 03 August 2018 11:30

SENESTE TV