Pengeregn skaber tryghed

Adskillige foreninger i Fredensborg Kommune er blevet tilgodeset af TrygFonden

Af
Pia Haabegaard

Foreningen Flygtningevenner Fredensborg kan roligt begynde at planlægge de næste mange udflugter for de lokale, nytilkomne flygtninge. Foreningen er nemlig netop blevet tildelt 40.000 kroner fra TrygFonden, og pengene skal gå til tur- og arrangementsaktiviteter.

Flygtningevennerne arbejder frivilligt og ulønnet, og foreningens formål er at lette integrationsprocessen for de nytilkomne flygtninge, så de hurtigst mulig kan fungere som selvstændige Fredensborg-borgere.

Senest har foreningen været på tur til Kongens Have i København for at høre jazz, og næste arrangement i august går til Andelslandsbyen i Holbæk.

Sikkerhed til søs

Også Humlebæk Roklub, Fredensborg Roklub og Nivå Kajakklub er blevet tilgodeset af TrygFonden. De skal bruge donationerne på sikkerhed til søs, bl.a. til indkøb af redningsveste.

Høreforeningen i Fredensborg har ligeledes fået tildelt 38.000 kroner.

Foreningen arbejder for, at mennesker med lyd- og høreproblemer sikres vilkår, så de så vidt muligt opnår samme muligheder for at deltage i samfundet som normalthørende, og donationen skal å til det lokale projekt 'muligt at deltage socialt'.

Når TrygFonden uddeler midler, går de til at fremme sikkerhed, sundhed og trivsel.

Publiceret 20 July 2018 12:00

SENESTE TV