Ung musiker starter ny festival i Fredensborg

Andreas Schrøder Mortensen står bag Brønshulefestival, der afholdes for første gang på fredag

'Brønshulefestival' er navnet på en ny festival som løber af stablen fredag den 20. juli. På plakaten er der seks lokale amatør orkestre og bag festivallen står de to søskende Andreas og Laura Schrøder Mortensen.

Ideen til festivallen opstod sidste år, da 23-årige Andreas Schrøder Mortensen, der selv er musiker, skulle arrangere en fødselsdag.

"Jeg har har altid drømt om at starte min egen festival, og jeg savner, at der kommer noget mere kultur i Fredensborg. Så da muligheden opstod sidste år, hvor jeg skulle holde en fødselsdag, så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne prøve at stable noget på benene - om ikke andet så bare for én dag for at prøve det af," siger han til Uge-Nyt.

Som musiker forsøger Andreas Schrøder Mortensen i disse år at skabe sin egen karrierre, men erkender at musikbranchen er hård.

"Det er hårdt. Der er ingen hjælp at hente nogen steder og der er ingen, der vil booke ukendte orkestre. Så ideen er også skabe en festival, hvor de unge upcommings bands kan komme og spille," siger han og fortsætter.

"Vi bygger selv en scene og jeg stiller lyd og lysanlæg til rådighed, men det er 100 procent non-profit og der er ingen der tjener på det her," siger han.

Festivallen skal afholdes på forældrenes fem hektar store grund på Brønshulevej i udkanten af Fredensborg, hvor den unge festivalarrangør forventer, at der kommer et sted mellem 100-150 gæster, der overnatter i telte.

Derfor er hele familien blevet også inddraget, fortæller Andreas Schrøder Mortensen.

Hele familien hjælper til

"Hele familien hjælper til, og hver enkelt har fået uddelegeret arbejdsopgaver. Vi har fået en del sponsorater og det er min onkel der bygger scenen," siger han.

Det er Tikøb Bryghus, der skal levere øl til festivallen, hvor der også bliver solgt pølser.

Derimod bliver der tilgengæld kun ét toilet.

"Drengene på tisse i skoven," griner han.

Midt i ferien

At placere festivallen midt i ferien har allerede resulteret i en stribe afbud fortæller Andreas Schrøder Mortensen.

"Der er mange der har sagt at de ikke kan komme fordi de er på ferie og det er også noget vi har overvejet. Måske vil vi næste år flytte festivallen til maj," siger han.

Men selv om det er første gang den unge festivalarrangør forsøger at stå på egne ben, så har han store ambitioner med festivallen.

"På den korte bane handler det egentlig bare om at arrangere en festival i løbet af én dag. Og det mål har jeg snart opnået. Og på den lange bane må festivallen gerne vokse og udvikle sig år for år," siger han.

"Nu sætter vi det her i søen, men meningen er, at det skal vokse sig stort derfra og så må vi se, hvor stort det bliver," siger han.

Publiceret 17 July 2018 09:00

SENESTE TV