700 elever skal dyste i skole OL

Fredag afholdes der skole OL stævne i Fredensborg, hvor der skal dystes om en plads i finalen

En klassetur til skole OL finalen i Aarhus. Det er hvad mere end 700 elever skal dyste om, når der fredag afholdes det lokale skole OL stævne på Fredensborg Stadion.

Stævnet er en del af et landsdækkende samarbejde, hvor der i samarbejde med lokale foreninger afholdes knapt 100 skole OL stævner. Her har næsten 3.000 klasser deltaget i de indledende konkurrence-runder, og Fredensborg Atletik Klub, Kokkkedal IK og Fredensborg Kommune gør meget ud af, at børnene og tilskuerne skal kunne mærke suset fra de ”rigtige” olympiske lege.

Derfor vil der til stævnet på Fredensborg Stadion både være indmarch, fælles opvarmning, og taler af borgmester Thomas Lykke Petersen og formanden for Fritids og idrætsudvalget, Bo Hilsted.

Jan Pold, der er formand for Fredensborg Atletik Klub, glæder sig over, at der kommer fokus på atletik.

“Det jeg glæder mig mest til ved Skole OL er, at se gejsten og ilden i øjnene hos mere end 700 elever. Også hos dem som måske ikke er de største konkurrencemennesker til dagligt. Jeg glæder mig også til at se, hvordan eleverne hepper på hinanden og står sammen. Det er en wow-effekt, det har på eleverne, når man virkelig oplever et godt resultat. Derfor er stemningen og lyden på stadion helt fantastisk og noget, jeg virkelig glæder mig til”, siger han i en pressemeddelelse.

Nyrenoveret stadion

I skrivende stund er entreprenøren i gang med at lægge sidste hånd på renoveringen af Fredensborg Stadion, og Jan Pold håber, at det når at blive færdigt inden stævnet.

“Vi håber meget på, at vi kan tage dele af det nye stadion i brug til Skole OL stævnet. Men vi har selvfølgelig en plan B på Fredensborg Stadion, hvis det måtte blive nødvendigt. Nogle fodboldstøvler har været inde over den nylagte tartanbelægning som nu må fjernes og lægges om på de berørte to steder. Ærgerligt for det forsinker projektet med 2-3 dage,” siger formanden.

Skole OL har i år 10-års jubilæum og bag skole OL står Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Atletik Forbund med støtte af Nordea-fonden, TrygFonden og Aarhus Kommune.

I år vil samlet set mere end 100.000 tusinde 4.-7. klasseelever deltage i de indledende konkurrencer.

Det foregår på Fredensborg Stadion, fredag den 18. maj klokken 8.00-15.30.

Publiceret 17 May 2018 08:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV