Nyt affaldssystem deler politikerne

Fredensborg Kommune skal vælge affaldssystem med én eller fire spande. Politikerne er splittet i sagen

Af
Peter Mailand

Skal boligejerne i Fredensborg fremover have en eller fire affaldsspande stående foran deres boliger. Det spørgsmål deler for tiden politikerne i Fredensborg Kommune. For står det til Socialdemokratiet skal der kun være én affaldsspand til hver husstand. Det kræver, at Fredensborg Kommune skal investere i et nyt såkaldt 'opptisk' anlæg, hvor affaldet sorteres i farvede poser, der lukkes og lægges i samme spand.

På den anden side er der et snævert mindretal, der vil have et system, hvor det eksisterende system udvides med to affaldsspande med i alt fire kamre.

Indtil videre er forvaltningen blevet bedt om at beregne prisen for det nye såkaldte 'optiske system' med én affaldsspand, som blandt andet er indført i Oslo i Norge. Det blev vedtaget i sidste uge, hvor sagen blev behandlet i Plan-, miljø-, og klimaudvalget. Det var dog et splittet udvalg, hvor et snævert flertal bestående af S, DF og én enkelt fra Venstre der stemte for at lade forvaltningen undersøge det nye system.

Imod stemte et mindrtal med R, K og én V-stemme som foretrækker systemet med tofire spande med ialt fire kamre.

Carsten Nielsen (S) glæder sig over, at forvaltningen nu skal undersøge, det nye system.

“Jeg har hele tiden været fortaler for et optisk system med én affaldsbeholder. Det er billigere i længden, det er mere fleksibelt, det er fremtidssikret og det virker,” siger han.

Kræver nye beregninger

Ifølge COWIs beregninger koster det dog 56 millioner kroner at opføre et nyt 'optisk anlæg', mens Carsten Nielsen (S) mener, at prisen 'nærmere er på 35 millioner kroner'.

“Det kræver en engangsinvestering på 35 millioner kroner, men jeg mener, at man kan spare omkring 10 millioner kroner om året ved at indføre et optisk affalssystem. For i stedet for at afhente 1,2 millioner affaldsspande, kan vi nøjes med at afhente 450.000 spande, og kommunen kan nøjes med at købe det halve antal affaldsbeholdere, med et optisk system,” siger han.

Et fremtidssikret system?

Carsten Nielsen mener ikke, at løsningen er, at udvide det eksisterende systemet med to spande.

“Hvad så med fru Jensen, der kun spiser dåsemad én gang om måneden. Skal hun have en 120 liters beholder stående foran sin bolig? Så er det da bedre, at hun smider dåsen i en pose og smider i den store, ene 240 liters beholder til optisk sortering,” siger han og tilføjer:

“Om to år skal vi til at sortere tekstiler, og fremover kommer endnu flere ting til, og hvad gør man så?,” spørger han.

Gennemtestet system

Formanden for Plan-, miljø, og klimaudvalget Lars Simonsen (R) Lars Simonsen lægger ikke skjul på, at han helst ser, at forslaget med at udvide systemet med to spande bliver vedtaget.

“Det system forvaltningen har lagt op til, er testet igennem to et halvt år. Det ved vi, virker, og ordningen bliver frivillig, for dem der ikke vil være med, eller som vil dele en affaldsspand med deres nabo,” siger han.

Lars Simonsen mener desuden, at der er for mange usikkerheder ved det 'optiske system'.

“Det kræver, at der er et anlæg med optisk sortering, som Fredensborg Kommune kan være en del af. Men vi ved ikke, hvad det koster at opføre sådan et anlæg,” siger han.

Sagen om et nyt affaldssystem skal senere i maj behandles i Økonomiudvalget og Byrådet.

Publiceret 15 May 2018 06:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV