Carsten Ralf Petersen, der er formand for grundejerforeningen Skovparken, står her i naboens have, hvor der er direkte udsyn fra klatrebanen. Foto: Peter Mailand

Carsten Ralf Petersen, der er formand for grundejerforeningen Skovparken, står her i naboens have, hvor der er direkte udsyn fra klatrebanen. Foto: Peter Mailand

Husejere i Nivå:

’Vi bliver naboer til et tivoli’

Beboere er rasende over, at de ikke er blevet informeret om den nye klatrebane i Nivå. Borgmesteren vil undersøge sagen

Af
Peter Mailand

Peter Mailand

Fredag var der skrål og skrig i skoven, da den nye klatrebane blev indviet ved campingpladsen i Nivå. Men selvom det er sjovt at klatre i træerne, så er den ikke sjov at være nabo til. Det fortæller Carsten Ralf Petersen, der er formand for grundejerforeningen Skovparken, der ligger ved siden af. For banen består af en række plateauer, der er placeret i fem meters højde i træerne i skoven. Herfra er der direkte udsyn til nærmeste nabo, der bor cirka 20 meter væk. Fra banen kan man kigge direkte ind i haven og huset, inklusiv soveværelset.

Og det falder Carsten Ralf Petersen for brystet.

“Vi frygter, at brugerne fra svævebanen både kan se ned i vores haver, når de står på plateauerne, men også den larm, der er, når de jubler og hviner, mens de suser afsted på stålwiren,” siger han til Uge-Nyt.

Ifølge Carsten Ralf Petersen er grundejerforeningen ikke blevet informeret om planerne om klatrebanen, og det var nærmest ved et tilfælde, at han opdagede dem.

“Som formand læser jeg en gang i mellem de politiske dagsordener, og der kunne jeg se at den var blevet behandlet,” siger han.

Grundejerforeningen protesterede over planerne, men blev afvist med henvisning til, at de ikke havde krav på at blive informeret. Efterfølgende ankede grundejerforeningen sagen til Naturankenævnet, men også her blev beboerne afvist, da ankenævnet gav Fredensborg Kommune ret. Også det falder formanden for brystet.

Dobbeltmoral

“Vi er dybt forundrede over kommunens dobbeltmoral. Vi er igennem de sidste tre år blevet inviteret med til diverse dialogmøder i området, eksempelvis vedrørende Nivå Havn og Strandpark, samt Lergravssøerne. Og kommunens strategi er tilsyneladende, at interesseorganisationer kun inviteres med, hvis emnet ikke rummer konfliktstof. Hvis kommunen forudser en interessekonflikt, så tromler kommunen bare uden at informere. Det er en kynisk beregning fra kommunens side,” siger han til Uge-Nyt.

Grundejerforeningen ligger i et område, hvor der er strenge restriktioner for, hvad boligejerne må foretage sig.

Eksempelvis må grundejerne kun slå græs mellem kl. 8-13 om søndagen. Derfor undrer Carsten Ralf Petersen sig over, hvor mange dispensationer, klatrebanen fik, da sagen blev behandlet i Plan-, miljø og klimaudvalget.

Vil undersøge sagen

Da klatrebanen blev indviet, klippede borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) snoren. Derfor havde naboerne også da inviteret borgmesteren over på den anden side af hækken for at opleve den nye klatrebane fra nærmeste nabos have.

Thomas Lykke Pedersen vil dog først undersøge nærmere.

“Jeg havde en god snak med naboerne og jeg har lovet, at jeg vil undersøge sagen, hvorefter de får et svar,” siger Thomas Lykke Pedersen.

Publiceret 01 May 2018 06:00

SENESTE TV