Tidlige samtaler gør at færre søger kontanthjælp

Færre borgere søger kontanthjælp efter en tidlig samtale på rådhuset

I Fredensborg Kommune har man indført en såkaldt henvendelsessamtale, som skal afholdes, inden man søger kontanthjælp. I den samtale er der særligt fokus på, hvordan borgeren kan få et job fremfor kontanthjælp.

De nye samtaler har efter alt at dømme haft god effekt. Siden de blev indført medio 2017 og frem til årsskiftet, har 293 borgere booket tid til en henvendelsessamtale i jobcentret. Heraf mødte 45 borgere aldrig op, hvilket svarer til, at 16 procent er “vendt i døren” og ikke har søgt om kontanthjælp.

Administrationen vurderer på den baggrund, at de nye samtaler har givet den forventede effekt, hvilket fremgår af den seneste status til Borgerservice-, Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget. Udvalgsformand Lars Søndergaard glæder sig over resultatet:

“På denne måde hjælper vi flere borgere videre til job og selvforsørgelse i stedet for, at de kommer ind i kontanthjælpssystemet. Det er naturligvis først og fremmest godt for de familier, som ikke bliver afhængige af kontanthjælp. Men derudover er det godt for kommunens økonomi, når vi sparer penge til kontanthjælp, som vi i stedet kan bruge på velfærd til børn og ældre.”

Fra januar 2017 til januar 2018 faldt antal personer på kontanthjælp med 68 til 410.

Publiceret 23 April 2018 09:00

SENESTE TV