Politikerne i Nordsjælland står sammen om at kæmpe for linje 150S. Den konservative Thomas von Jessen (th.) har alligeret sig med sin konservative kollega Christiofer Buster Reinhardt fra Regionsrådet, og opfordrer sine byrådskolleger til at gøre det samme. Arkivfoto: Peter Mailand

Politikerne i Nordsjælland står sammen om at kæmpe for linje 150S. Den konservative Thomas von Jessen (th.) har alligeret sig med sin konservative kollega Christiofer Buster Reinhardt fra Regionsrådet, og opfordrer sine byrådskolleger til at gøre det samme. Arkivfoto: Peter Mailand

Linje 150S reddet - i et år

Region Hovedstaden skal alligevel ikke spare 60 mio. kr. i 2019

Af
Peter Mailand

Peter Mailand

Den populære busrute linje 150S er foreløbig reddet i et år frem. Det sker fordi Region Hovedstaden alligevel ikke skal skære budgettet med 60 millioner kroner, fordi passagererne har valgt at købe dyrere billettyper end nødvendigt. Det redder linje 150S på strækningen Gl. Holte - Kokkedal - i 2019. Selvom Fredensborg Kommune har sendt et protestbrev til Region Hovedstaden, for at kæmpe for den populære busrute, så understreger Thomas von Jessen (K), at der ikke er tale om en politisk sejr.

“Naturligvis skal Fredensborg Kommune og infrastrukturudvalget reagere med et brev til regionsrådet, hvis en så vigtig buslinje som 150S er truet, men lad os ikke gøre os nogen illusioner: det er ikke protestbrevet, der har gjort udslaget. Det har udviklingen i kassen. Og det kun for 2019,” skriver han i et debatindlæg.

Thomas von Jessen forudser dog, at økonomien bliver meget strammere i Regionsrådet om ganske få år.

Udgifter for 474 mio. kr.

“Efter 2020 tårner der sig endnu en økonomisk kæmpeudfordring op for regionsrådet. Alle lokalbaner i Nordsjælland, der forbinder Hundested, Frederiksværk, Hillerød, Gilleleje, Helsingør og Fredensborg, skal renoveres for anslået 474 millioner frem mod 2027. Dette er ud over de 60 millioner kroner til letbanen, og der er ikke afsat penge til det. Hvis der ikke tilføres statslige midler til trafikområdet i regionerne, så ser det ikke bare dystert ud for den kollektive trafik – faktisk helt sort. Regionerne er bundet på hænder og fødder – de må f.eks. ikke flytte midler fra sundhedskassen over til trafikområdet," skriver han.

Thomas von Jessen opfordrer politikerne i Fredensborg til at påvirke deres kolleger i Regionsråd.

“Det Konservative Folkeparti skal nok støtte breve til regionen, der forklarer situationen set fra Fredensborgs side. Der er dog mere brug for, at vi lokale byrådsmedlemmer tager direkte fat i vores partifæller, der sidder i regionen, og forklarer dem vores synspunkter. Det har jeg gjort – og den konservative gruppe i regionsrådet er helt på linje med os i byrådsgruppen. Tiden er ikke inde til protestbreve – tiden er inde til handling,” skriver Thomas von Jessen.

Publiceret 20 April 2018 11:00