245 børn fra Kokkedal går i skole i Hørsholm Kommune. Det finder udvalgsformand Hanne Berg (SF) problematisk.

245 børn fra Kokkedal går i skole i Hørsholm Kommune. Det finder udvalgsformand Hanne Berg (SF) problematisk.

’Grænsetrafik’ koster millioner

Problematisk, mener udvalgsformand, og ønsker trafikken stoppet

Af
Fred Jacobsen

Der foregår en livlig trafik af skolelever frem og tilbage over kommunegrænserne. Det er der penge i for nogle kommuner. Men ikke for Fredensborg, som i skoleåret 2016/17 mistede cirka 3,2 millioner kroner på at flere børn fra Fredensborg går i skole i en anden kommune end omvendt.
Kommunens egne tal viser, at 313 børn fra Fredensborg i det seneste skoleår gik i skole i en anden kommune. Omvendt benyttede 140 fra andre kommuner sig af det frie skolevalg til at flytte til Fredensborgs skoler.
Kommunerne er internt enige om et bestemt beløb at afregne udenbys elever med. I det regnestykke står Fredensborg tilbage med et samlet underskud på 3,2 millioner kroner i forhold til de penge, kommunen selv bruger på en elev.
Nabokommunen Hørsholm er med afstand den største 'aftager' af skolebørn fra Fredensborg: 245 børn - især fra Kokkedal - vælger at gå i skole i Hørsholm i stedet for i egen kommune. Det betyder, at der samlet er sendt 4,5 millioner kroner med børnene ud af kommunen.
Det finder Hanne Berg (SF), formand for Børne- og skoleudvalget, så problematisk, at hun vil tage en snak med sin kollega på den anden side af kommunegrænsen, Otto B. Christiansen (K).
“Det er smadder ærgerligt, både økonomisk og i forhold til opbakningen til vores skoler,“ siger Hanne Berg til Uge-Nyt.
Og hun ser gerne, at elevvandringen fra Kokkedal til Hørsholm stopper.
“Jeg hører jo Hørsholm sige, at de tjener på udenbys elever og at de kalkulerer med det. Jeg forstår, at de har god plads i skolerne og gerne fylder op med udenbys børn. Jeg vil gerne vide mere om deres bevæggrundene til det,” tilføjer Hanne Berg.
Hun finder det også ærgerligt, fordi Fredensborgs skoler ligge næsthøjst i landet på trivsel og senest også har fået en topplacering i statistikker over skolernes evne til at løfte elevernes niveau.
“Vi har gode skoler. Vi skal nok bare være bedre til at fortælle om det,” mener Hanne Berg.

Fakta
Når en kommune får en folkeskoleelev fra en anden kommune, følger der 65.000 kroner med.
313 børn fra Fredensborg Kommune gik i skoleåret 2016/17 i folkeskole i en anden kommune. Alene 245 i Hørsholm.
140 elever kommer fra andre kommuner.
Fredensborg Komune beregner 46.454 kr. pr. folkeskoleelev.
Kommunen mister således 18.546 kr. pr. elev, der smutter ud af kommunen, og tjener tilsvarende på elever fra andre kommuner.

Publiceret 19 September 2017 09:00