SF:

Borgerne skal kunne stille forslag i byrådet

Hanne Berg (SF) vil give borgerne mulighed for at tage enkeltsager op

Børne- og Skoleudvalgsformand i Fredensborg Kommune, Hanne Berg (SF), vil give borgerne bedre mulighed for at deltage i det nære demokrati. Derfor foreslår hun, i anledning af Grundlovsdag, at borgere i Fredensborg Kommune skal kunne tage enkeltsager op i byrådet via borgerdrevne forslag, så de selv kan være med til at skabe konkrete forandringer i nærmiljøet og styrke demokratiet.

Vil styrke udviklingen

“Det vil styrke udviklingen af vores kommune, hvis borgerne får bedre mulighed for at pege på, hvor der er problemer og komme med løsningsforslag. Mange små initiativer tages allerede i dag af folk, som bliver utålmodige og derfor selv skaber resultater – for eksempel som gruppen 'Mere Liv i Nivå Bymidte' har gjort ved at bygge en lege- og grillplads ved siden af Nivå Bibliotek”, siger Hanne Berg.

Men større initiativer kræver kommunens handlekraft – og nu kan borgerne altså være med til at sætte forslag til behandling i Fredensborg byråd, hvis SF's forslag bliver vedtaget.
“I SF har vi helt siden 90'erne drøftet, hvordan man kan styrke borgerinddragelsen og vi har flere gange foreslået Folketinget at vi styrker muligheden for borgerinitiativer. Nu stiller vi forslaget i vores kommune”.

Publiceret 15 June 2017 09:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV