Modulvogntog kræver større svingradius i rundkørsler.

Modulvogntog kræver større svingradius i rundkørsler.

Nabokommune siger ja til modulvogntog, men...

Borgmester i Hørsholm Morten Slotved ser ingen problemer i tung trafik på Isterødvej, så længe det ikke medfører udgifter for kommunen

Af
Morten Timm

Morten Timm

Endnu en sten kan være ryddet af vejen for Fredensborg Kommune i sagen om modulvogntog.
For Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) har nu overfor sin Fredensborg-kollega Thomas Lykke Pedersen tilkendegivet, at Isterødvejen godt kan benyttes af de mere end 25 meter lange modulvogntog.
“Det er min klare melding til Fredensborg, at det vil være ok at lade modulvogntog køre ad Isterødvej gennem Hørsholm, da det er en strækning med tung trafik. Men vi (Hørsholm Kommune - red.) skal ikke havde udgifter på det,” siger Morten Slotved.
Og det vil netop være forbundet med ekstra udgifter, hvis modulvogntogene skal køre ad Isterødvejen.
Fx kræver det ændringer af rundkørslen ved Sjælsmarksvej for omkring syv millioner.
“Hvis rundkørslen skal laves om, må Fredensborg løfte den udgift. Ellers er det et no go fra Hørsholm. Det ligger fast, at vi ikke skal bruge penge på at udvide rundkørsler,” fastslår Morten Slotved.

Kræver accept

Siden i sommer har borgere og sidenhen et enigt byråd protesteret og kæmpet imod Vejdirektoratets plan om at lade megalastbilerne kører gennem Fredensborg by ad A6.
Fra byrådet har man i stedet foreslået en alternativ og lidt længere rute ad Helsingørmotorvejen og videre ad Isterødvejen, men da den passerer gennem både Hørsholm og Hillerød kommuner har det været nødvendigt at få grønt lys fra Fredensborgs nabokommuner.
For at lade modulvogntogene køre ad Isterødvejen pålægges Fredensborg Kommune af Vejdirektoratet desuden at betale for alle omkostninger, der vil være i forbindelse med den løsning. Her har et beløb på 10 millioner kroner været nævnt.

Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune.

Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune.

Mageskifte

På den baggrund har Thomas Lykke Pedersen tidligere været ude med et forslag om et mageskifte, hvor Fredensborg Kommune overtager A6, mens Staten overtager Isterødvejen.
Hørsholmborgmester Morten Slotved anser det også som den bedste model, hvis Staten bliver ejer af hele Isterødvejen.
“Det er en hovedtrafikal åre, og med det nye supersygehus i Hillerød bliver Isterødvejen en af hovedindfaldsvejene. Derfor vil det være oplagt, at Staten overtager Isterødvej,” fastslår Morten Slotved.
Han afventer nu en konkret henvendelse fra Fredensborg Kommune, som kan forelægges for kommunalbestyrelsen i Hørsholm.

null

Publiceret 21 March 2017 09:00