Det er efterhånden fast tradition, at de faldne soldater mindes i Karlebo Kirke på Danmarks flagdag den 5. september. Foto: Privat

Det er efterhånden fast tradition, at de faldne soldater mindes i Karlebo Kirke på Danmarks flagdag den 5. september. Foto: Privat

Faldne soldater mindet ved smuk højtidelighed

Med borgmester Thomas Lykke Pedersen i spidsen, blev de faldne soldater æret og mindet i Karlebo Kirke på Danmarks flagdag mandag 5. september.
Arrangementet er efterhånden blevet en tradition og afvikles i samarbejde mellem Fredensborg Kommune, Karlebo Menighedsråd og Karlebo Lokalhistoriske Forening.
"Den smukke mindehøjtidelig begyndte med, at soldaterforeningerne førte deres faner ind i Karlebo Kirke, hvor de stod fanevagt under højtideligheden," oplyser Niels Storgaard Simonsen fra Karlebo Lokalhistoriske Forening.
Efter afsyngelsen af salmen 'Nu falmer skoven trindt om land' talte sognepræst Kirsten Johansen til de mange fremmødte. De sluttede i kirken med at afsynge salmen 'Du som har tændt millioner af stjerner', inden de i det strålende solskin gik i procession ud på kirkegården. Her blev først sunget 'Det haver så nyligen regnet', hvorefter Henrik Teileskov fra Karlebo Lokalhistoriske Forening talte.
Han mindede blandt andet om, at de 12 døde unge mænd i 1864 og Sebastian la Cour i 2008 er et eksempel på, at den nationale historie kan gribe dybt og alvorligt ind i den lokale historie.
"Dernæst oplæstes navnene på alle de 13 faldne, hvorefter der blev lagt blomster ved mindestenen for de 12 faldne og på Sebastian la Cours grav. Det skete til de smukke toner fra en trompet, der blæste den verdenskendte 'Amazing Grace'," fortæller Niels Storgaard Simonsen videre.
Ceremonien på kirkegården sluttede med fællessangen ”Altid frejdig når du går”. Bagefter samledes de til et let traktement i menighedshuset 'Længen' ved siden af kirken.
 

null

Publiceret 07 September 2016 12:15