Elin og Hans Garde (t.v.), Birte Borg og Jan Ingemann er blandt de fem af vågetjenestens frivillige, der løber det nye tilbud i gang. Foto: Jannie Fjordside

Elin og Hans Garde (t.v.), Birte Borg og Jan Ingemann er blandt de fem af vågetjenestens frivillige, der løber det nye tilbud i gang. Foto: Jannie Fjordside

Vågetjeneste:

Ingen skal dø alene

Ældresagen Fredensborgs vågetjeneste udvider sit tilbud

Af
Af Jannie Fjordside

Har du nogensinde prøvet at sidde i fire timer og ikke lave andet end at lytte til en anden persons åndedrag? Eller brugt en hel nat på bare at holde en anden i hånden? Bare være der?
Det har de frivillige i Ældre Sagen Fredensborgs vågetjeneste. Det er det, de gør og har gjort i efterhånden et par år: Siddet hos terminale patienter i den sidste tid, holdt i hånden, våget og været der.
Men ensomheden venter ikke altid på døden. Derfor etablerer en undergruppe blandt Vågetjenestens frivillige nu et udvidet tilbud, som ikke begrænser sig til terminalfasen.
”I det nye tilbud er der som udgangspunkt ikke nogen grænser. Man kan henvende sig til os, lige fra man får sin diagnose, og pårørende, som har brug for en snak eller lidt tid, hvor vi aflaster dem og er sammen med den syge, er også velkomne,” fortæller Elin Garde, der er frivillig i og formand for Ældre Sagen i Fredensborgs Vågetjeneste.
Når initiativet skydes i gang nu, skyldes det dels, at de frivillige efterhånden har været i gang så længe, at de føler sig rustet til opgaven. Og dels, at de under deres vågninger har oplevet, at behovet for mere støtte er der.

Til stede i nuet

“Vi vil gerne ud og nå de vældig mange, som vi tror har brug for nogen som os - det gælder ikke mindst unge mennesker, som rammes af en dødelig sygdom. Vi kommer ikke ud som faste besøgsvenner, men man henvender sig til os og laver en individuel aftale fra gang til gang,” siger Elin Garde og fortsætter:
”Ingen af os er uddannet inden for området, men vi kan rumme den sorg, der er omkring et menneske, som skal dø.”
Hun suppleres af Birte Borg:
”Det, vi kan, er at være til stede i nuet.”
Vågetjenestens frivillige træder ind i hjemmet uden en fortid med den døende og har ikke sorgen over den fremtid, der mistes eller mindskes. Og det gør, at det er lettere for den døende og deres pårørende at tale med dem, mener de. Hans Garde trækker på et eksempel fra sin egen private, men mere perifere omgangskreds:
”Jeg besøger en gammel ven, som er meget syg. Inden jeg kommer, får jeg at vide af hans kone, at jeg ikke må tale om døden. Men da hun går ud og laver frokost, går der ikke et halvt minut, før manden begynder at tale om sin situation. Senere, da han sover til middag, er det hende, der af sig selv begynder at tale om døden,” fortæller Hans Garde.
Man vil beskytte hinanden, og derfor er det lettere at tale med nogen, der står lidt udenfor, supplerer Elin Garde sin mands historie.

Man ved, når man er klar

For at blive rustet til det frivillige arbejde i Vågetjenesten har samtlige frivillige været på obligatoriske kurser, men de går ikke ud til vågninger som fagpersoner, understreger de. De går ud som mennesker. For at tage hånd om hinanden sørger de frivillige, som har tavshedspligt, altid at de-briefe hinanden efter en vågning. For selvfølgelig bliver de berørt – men ofte på en anden måde, end mange forventer.
”Jo tættere jeg har oplevet at være å døden, jo mere afklaret er jeg selv blevet med den,” fortæller Birte Borg og suppleres af Elin Garde:
”Livet bliver så nærværende og koncentreret, når man sidder under en vågning.”
Den udvidede støtte til syge og pårørende kan, hvis borgerne gør brug af den, gribe om sig, og de fleste af Vågetjenestens knap 20 frivillige har meldt sig under fanerne. Men nye frivillige er mere end velkomne, understreger gruppen – det kan være unge som ældre, og man behøver ikke være medlem af Ældre Sagen for at blive frivillig.
”Man ved inden i sig selv, om det er noget, man har lyst og er klar til, ” slutter Elin Garde.

Publiceret 18 July 2016 12:00