Speciallæge i psykiatri Klaus Damgaard Jakobsen i sin nye praksis i Jernbanegade i Fredensborg. Foto: Finn. S. Knudstrup

Speciallæge i psykiatri Klaus Damgaard Jakobsen i sin nye praksis i Jernbanegade i Fredensborg. Foto: Finn. S. Knudstrup

Fredensborg får ny psykiater

Ny speciallægeklinik for folk med ondt i livet åbnede i Jernbanegade i går

Af
Af Finn S. Knudstrup

50-årige Klaus Damgaard Jakobsen har brugt dagene mellem jul og nytår på at indrette praksis i det, der i Fredensborg kaldes Lægehuset.

Bag dør 8 på 1. sal i Jernbanegade 16 har speciallæge i psykiatri, ph.d. Klaus Damgaard Jakobsen indrettet en psykiatrisk klinik, som åbnede ved årsskiftet. Klinikken er overtaget efter Monique Elisabeth Noya, som i maj bukkede under for cancer.

10 år som overlæge

Klaus Damgaard Jakobsen er kandidat fra 1989 og blev speciallæge i psykiatri 1998. Han har hentet indsigt og erfaring på de store københavnske hospitaler, Bispebjerg, Rigshospitalet og Hvidovre, hvor han gennem 10 år var overlæge.

Fredensborgs nye psykiater er specialiseret i udredning og behandling af ADHD, angst, depression og OCD. Privat bor han i Hørsholm.

Klinikken har overenskomst med den offentlige sygesikring, men patienter modtages kun i konsultation efter henvisning fra egen læge. Der er telefontid, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, kl. 8.30-9, på tlf. 4919 0908 eller 5050 8445.

Klaus Damgaard Jakobsen siger, at han glæder sig til at arbejde i Fredensborg - og slippe for de overfyldte motorveje rundt om København.

Publiceret 30 December 2011 11:30