Mille og Camilla - storbyens virkelige bloggere

Når forstadens unge er flyttet ind til den store by, er de borte. Med undtagelse af de to tidligere Humlebæk-piger Emilie og Camilla Louise. Deres liv kan man følge via storbybloggen whynotblog.dk

Af
Carsten Legaard

Emilie 'Mille' Møller og Camilla Louise Høg er barndomsveninder og opvokset sammen i Humlebæk. For et års tid siden flyttede de til København. De to piger har nu startet en blog* om livet i storbyen - www.whynotblog.dk

"Blogging er meget populært i udlandet og er for alvor ved at finde vej til Danmark," fortæller Mille og Camilla Louise.

"Der findes i forvejen mange - især udenlandske - blogs, men vi syntes at der manglede en blog som var mere relaterbar for os selv. På bloggen skriver vi dagligt om mode, mænd og masser af sjov - alt med en humoristisk vinkel og et glimt i øjet. Bloggen indeholder bl.a. billeder af os selv, vores outfits, street style, seneste køb, tanker om mænd og i det hele taget hvad dagen ellers bringer."


"Alt i alt giver whynotblog.dk et bredt og personligt indblik i to unge (tidligere Humlebæk) pigers verden, som forhåbentlig kan inspirere læseren, og give dem et godt grin - ved blot et enkelt klik," siger de to bloggere.

Fra blog til blad

De to piger har igennem deres blog opnået et samarbejde med modemagasinet SIRENE. Mille og Camilla laver nu hver måned en side i SIRENE som de kalder gadestil.

Udover skole, job og blogging - som fylder rigtig meget - går tiden med hygge i de københavnske gader, shopping, café besøg og andre sjove ting.

Pigerne har begge gået på Humlebæk skole og i Espergærde Gymnasium, og har været veninder siden de var helt små. Deres familier bor stadig Humlebæk. Og selvom pigerne har travlt med deres nye liv, er de hjemme på besøg så tit det kan lade sig gøre.

Vil du blogge?

Mille og Camilla har lovet at blogge til Uge-Nyt med mellemrum. Men du kan også få din egen blog hos Uge-Nyt. Den eneste betingelse vi stiller er, at du har nok på hjertet til at opdatere bloggen med nye tanker mindst to-tre gange om ugen. Send os et par ord om dig selv og om hvad din blog skal handle om. Skriv til redaktionen@uge-nyt.dk

Blå bog Camilla

Camilla Camilla Louise Høg. 22 år. Bor i lejlighed på Østerbro. Læser til Designteknolog på BEC-design på handelslinjen med speciale i oplevelsesdesign. Arbejder på Bestsellers PR kontor som PR assistent.

Blå bog Mille

Mille Emilie Møller. 22 år. Bor i lejlighed i København NV. Læser jura på Københavns Universitet på fjerde år. Er i øjeblikket i gang med at skrive speciale. Arbejder som trainee hos Lett Advokatfirma i København. Skal et semester til New York og læse til efteråret.

Hvad er en blog?

*En 'blog' er en hjemmeside, hvor udgiveren fortløbende skriver om et bestemt emne med udgangspunkt i egne interesser og åbner mulighed for, at andre med samme interesse kan abonnere på eller bidrage til bloggen. Udtrykket er opstået blandt græsrødder på internettet og stammer oprindelig fra udtrykket weblog. En weblog er en hjemmeside, hvor besøgende kan logge sig ind med brugernavn og adgangskode. Udtrykket bruges ofte om sociale hjemmesider og hjemmesider til videndeling.

Publiceret 31 March 2009 08:00