Ejerne af Asminderød Kro, Carina og Niklas B. Nielsen, kan glæde sig over så flotte karakterer fra gæsterne, at de er nummer 1 hos DinnerBooking.com i februar. Arkivfoto
Ejerne af Asminderød Kro, Carina og Niklas B. Nielsen, kan glæde sig over så flotte karakterer fra gæsterne, at de er nummer 1 hos DinnerBooking.com i februar. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nummer 1: Asminderød Kro scorer topkarakter hos gæsterne

Den lokale restaurant får bedste bedømmelse hos DinnerBooking.com. "Vi er pavestolte," siger kroejerne

Top 10 på Sjælland i februar

1.Asminderød Kro, Fredensborg
2.Søllerød Kro, Holte
3.Bar'Vin, København K
4.Restaurationen, København K
5.Ristorante Da Claudio, Frederiksberg
6.Restaurant Koefoed, København K
7.Maven, København K
8.Era Ora, København K
9.HONEY, København K
10.Restaurant AOC, København K

Kilde: Dinnerbooking.com

Indehaverne af Asminderød Kro, ægteparret Carina og Niklas B. Nielsen, har god grund til at juble for tiden.

Gæsterne har nemlig for februar stemt kroen i Fredensborg ind på førstepladsen over de bedste spisesteder på Sjælland. Bedømmelsen er sket via sitet DinnerBooking.com, og her har Asminderød Kro fået 934 anmeldelser fra gæsterne, som i gennemsnit giver restauranten 5,8 stjerner ud af seks mulige.

“Jamen, vi er pavestolte over, at vi har så dejligt et personale, der har behandlet vores gæster så godt, at vi topper listen,” siger en meget glad kroejer, Niklas B. Nielsen.

Glæden bliver ikke mindre af, at Asminderød Kro slår den anmelderroste Michelin-restaurant, Søllerød Kro, der kommer ind på en andenplads i bedømmelsen.

“Det er jo en anmeldelse, vi kan bruge til noget. Det er gæsternes ærlige og uforbeholdne mening, som er givet udfra stemningen, værdi for pengene, maden, betjeningen og helhedsoplevelse,” tilføjer den lokale kroejer, der sammen med Carina har uddelt store skulderklap til personalet for indsatsen og med ønsket om, at de også i næste måned kan lande højt på dinnerbooking.com's liste.

Tidligere i Top

Siden parret genåbnede restauranten og kroen i december 2013 har de formået at opnå et imponerende gennemsnit på 5,6 stjerner fra gæstebedømmelserne, og i december 2014 opnåede de en tredjeplads lige efter en anden Michelin-restaurant Kong Hans.

“Jeg tror hemmeligheden er vores personlige betjening. Vi er hos vores gæster, og vi har kunnet holde på vores samme gode personale. Samtidig serverer vi ærlig mad og nok af det til fornuftige priser,” siger Niklas B. Nielsen til Uge-Nyt.

 

Fem-stjernet madoplevelse til få penge

Blandt de mange positive anmeldelser af Asminderød kro, har gæsterne ifølge DinnerBooking.com blandt andet lagt vægt på, at man får rigtig meget for pengene – og at stedet endda er værd at køre ganske langt for.

Her er et udpluk af gæstebedømmelserne:

“Super hyggelig atmosfære, super god betjening og super dejligt mad. En oplevelse der var over alt forventning. Hele 45 minutters køretur værd!!”Heidi

“Det er helt ærligt vitterligt utroligt, hvad man får for pengene på Asminderød Kro. Vi var der i går, og fik utrolig lækker mad som var opfindsom, spændende, lækker, mør, smuk. Det er en 5 stjernet madoplevelse til meget få penge og jeg kan ikke anbefale stedet nok,”Merete

“En imødekommende betjening og en udsøgt service med en dejlig veltilberedt menu. Kroen ånder af hygge og kvalitet – Asminderød Kro skal bare opleves,” - Steen

 

Spørgeskema til gæsterne

Bedømmelsen af restauranterne sker via DinnerBooking.com, der tilsender et spørgeskema til de gæster, der har benyttet sitet til at booke et bord.

Gæsten kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene. Det betyder, at en gæst kun kan bedømme en restaurant, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den, oplyser DinnerBooking.com.

Opgørelsen for februar 2017 er baseret på 13.023 danske gæsteanmeldelser.

Winemakers dinner

På torsdag 23. marts kl. 19 er Asminderød Kro klar med endnu et arrangement, når de byder på winemakers dinner med deres absolutte publikumfavoritter, vinene fra Lake Sonoma og Valley of the Moon i Sonoma, USA.

Til de fem amerikanske vine serveres der en fire retters menu, og under middagen vil Peter Wille fortælle om vinhusets historie, og om vinene der smages på.

Arrangementet koster 550 kroner, og der kan bestilles billet på info@napaValley.dk

 

Publiceret: 15. Marts 2017 11:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Uge-Nyt

Fik du læst
ANNONCER
Se flere