Emil Paltorp må holde hovedet koldt, når han afholder 'nørdenirvana'. Der skal nemlig hele tiden bruges en hjælpende hånd her og der. Foto: Julie Bülow
Emil Paltorp må holde hovedet koldt, når han afholder 'nørdenirvana'. Der skal nemlig hele tiden bruges en hjælpende hånd her og der. Foto: Julie Bülow
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Noobs og nørderier på Fredensborg bibliotek

Hele sidste uge mødtes børn og unge hver dag på Fredensborg Bibliotek for at spille et ganske specielt computerspil; nemlig minecraft

Foreningen Nørdenirvana, stiftet og drevet af 24-årige Emil Paltorp, har i flere år samarbejdet med Fredensborg Kommune om at undervise børn og unge i Minecraft i skolernes ferier. Og i år er naturligvis heller ingen undtagelse. Børn i 6-15 års alderen fra Fredensborg og omegn var samlet på biblioteket - nogle for at lære spillet - andre for bare at få tid til at lege med det.

Emil har studeret til softwareingeniør på DTU men har nu, faktisk på grund af sit arbejde i foreningen, skiftet spor. Han vil være skolelærer. Og hans pædagogiske egenskaber bliver da også sat på prøve til Minecraft-nørderi onsdag formiddag.

“Emiiiiil! Kan vi ikke spille miniplex?” råber to af holdets drenge, så de overdøver den summende snak og fnis der når ud i bibliotekslokalet.

Hvad lige præcis miniplex er, det kan være svært at forstå for en af de knapt så tekniske, men ungerne - de har helt tjek på det.

Skal han gøre det simpelt, så er der en ret nem måde at begribe, hvad man egentlig laver, når man spiller minecraft, forklarer Emil.

“Man kan i bund og grund tænke på spillet som legoklodser - bare med uendeligt mange klodser. Du kan bygge hvadsomhelst i spillet,” siger han. Og nå ja. Så er minecraft altså blot 'hovedspillet' hvori der gemmer sig utallige andre spil og verdener, som spillerne kan more sig med.

“Aaaaaargggh! Der er ild i mig, Emil! Og jeg kan ikke slukke det,” lyder det i samme lydniveau som drengenes hvin forinden. Det er Roberta på 9 år og hendes jævnaldrende veninde Ella, der er løbet ind i problemer i spillet. Robertas 'figur' i spillet er stukket i flammer efter et møde med noget lava, og snarrådigt har hun forsøgt at hoppe i vandet, men flammerne brænder stadig.

I mellemtiden er Ella løbet ind i en zombie, der er ude på ballade.

Det udløser en fanfare af udråb fra den ivrige spiller.

“Sådan en n00b,” hvæsser hun arrigt af zombien, men ak. Hun er allerede blevet overfaldet.

“De går virkelig op i det,” forklarer Emil. Og det har han også altid selv gjort. Spillet har fulgt ham i mange år, og for seks år siden tog han altså beslutningen om at starte en forening, der kunne mødes og både lære og spille sammen. Hver lørdag mødes han i Humlebæk med foreningen, der i første omgang blev startet sammen med kommunen, men som han siden har ført videre alene.

På sommerferieaktivitetsholdet her er der meget forskellige niveauer. Nogle er helt nybegyndere og andre er godt garvede. Faktisk har Emil også to hjælpere på holdet, som er noget ældre end gennemsnittet. De startede i sin tid selv i foreningen, og nu er de med som hjælp.

Roberta er heller ikke nogen 'n00b' (Red. slangudtryk for en nybegynder, eller en person der er uerfaren til et job eller en aktivitet), hun startede selv med at spille minecraft derhjemme for et år siden, så hun har godt styr på, spillet. Når hun altså ikke lige er ved at gå op i flammer.

Men hvorfor lige bruge tid på et computerspil? Det har Emil en mening om.

“Man kan lære rigtig meget om computere i minecraft. Faktisk kan du kort sagt lære at lave en computer helt fra bunden, når du forstår spillet,” siger han. Og så er der tydeligvis også et socialt aspekt i spillet også. For ikke bare morer børnene sig med hinanden på tværs af de opstillede borde. De møder også andre spillere i form af kvadratiske og pixellerede figurer - potentielt set fra hele verden - når de bevæger sig rundt i minecraftuniverset.

Ella og Roberta på 9 år fra Endrup Skole har rimelig godt styr på minecraft. De har nemlig spillet længe. Foto: Julie Bülow
Ella og Roberta på 9 år fra Endrup Skole har rimelig godt styr på minecraft. De har nemlig spillet længe. Foto: Julie Bülow
Man vælger stort set selv, hvad man vil spille. Man der findes en hel verden af små spil inde i hovedspillet, så der skulle være lidt til enhver smag. Foto: Julie Bülow
Man vælger stort set selv, hvad man vil spille. Man der findes en hel verden af små spil inde i hovedspillet, så der skulle være lidt til enhver smag. Foto: Julie Bülow
Publiceret: 14. Juli 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!