Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mindeord for Ulf Søgaard

Direktør Ulf Søgaard, Fredensborg er død efter længere tids sygdom.

Ulf Søgaard blev født i Husum i 30érnes København og startede efter sin realeksamen i handelsselskabet ØK"s regnskabsafdeling og blev civiløkonom HD i regnskabsvæsen i 1958. I 1960 kom Ulf Søgaard til Høng-koncernen som direktionssekretær og blev i 1969 udnævnt til økonomidirektør, men forlod to år senere koncernen, da den blev overtaget af Mejeriselskabet Danmark.

I 1971 tiltrådte Ulf Søgaard som økonomichef i Det Danske Rengøringsselskab og deltog i omstruktureringen af koncernen, hvor alle koncernens serviceselskaber i 1973 blev samlet under et nyt koncernmoderselskab – ISS. Ulf Søgaard blev tilsluttet det nye ISS og fik ansvaret for opbygningen af en international koncernadministration. I 1977 var han som koncernens finansdirektør ankermand for ISS" første børsintroduktion.

I 1987 fik Ulf Søgaard - efter i ca. 15 år at have haft ansvaret for koncernens finanser - koncernansvaret for ISS" tekniske division, dvs. selskaberne ISS Securitas, ISS Clorius og ISS Data. Han forlod ISS-koncernen i 1990 for at starte eget rådgivningsfirma, men forblev i bestyrelsen for en række ISS-selskaber. De følgende år sad Ulf Søgaard endvidere i bestyrelsen for en række større danske virksomheder som repræsentant for bl.a. LD og KP.

I slutningen af halvfjerdserne deltog Ulf Søgaard sammen med flere andre ledende ISS-folk aktivt i etableringen og opbygningen af den sociale organisation ”Foreningen til Støtte for Mødre og Børn”, som yder økonomisk støtte til vanskeligt stillede enlige forsørgere på baggrund af midler fra virksomheder og fonde. Ulf Søgaard varetog trofast i mere end 30 år hvervet som foreningens kasserer.

Efter Ulf Søgaards pensionering nød flere lokale foreninger i Fredensborg godt af hans store finansielle erfaring. Der blev dog også tid til at nyde tilværelsen i familiens feriehus i bjergene nogle få kilometer fra solkysten i Spanien eller ødegården i de svenske skove i Småland.

Ulf Søgaard blev 86 år og efterlader sig hustruen Eva, tre døtre med ægtemænd samt syv børnebørn og to oldebørn.

Publiceret: 10. Oktober 2017 15:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt