DEBAT: Bjørn Helstrup: Derfor stopper jeg i Seniorrådet

"Jeg har også valgt at beskytte mig selv," skriver Bjørn Helstrup i dette indlæg

Bjørn Helstrup, Svanevej 4, Nivå

Jeg har, som Niels Mehnke, valgt at træde ud af Seniorrådet. Det er jeg ked af, fordi over 300 ældre borgere stemte på mig i 2017. De har med rette forventet, at jeg arbejdede for de ideer, jeg blev valgt på, og gjorde arbejdet færdigt. Jeg kan da glæde mig over at have været med til at sætte fokus på seniorbofællesskaber i vor kommune, men ville gerne have været med til bl.a. at implementere de fornyelser på ældreområdet, der sandsynligvis bliver resultatet af regeringsskiftet. Jeg har dog måttet vælge den ikke helt enkle løsning at flygte fra slagsmål og kiv i en gruppe, som jeg ikke er tvunget til at blive i.

Det har derfor været befriende at læse Josée Linnemanns læserbrev i Amtsavisen sidste tirsdag. Hun gør her opmærksom på, at hun også er med i den store flok af seniorrådsmedlemmer, der har måttet forlade Seniorrådet i utide, fordi hun vægtede sin psykiske sundhed højere end muligheden for at få afløb for sine aggressioner i en forsamling af jævnaldrende.

Josée Linnemann gør samtidig opmærksom på, at rådets sygdom har eksisteret i flere valgperioder, og at det er et kommunalt støttet organ. Det er derfor ikke urimeligt at seniorerne i Fredensborg Kommune forventer, at ansvarlige på rådhuset træder til og hjælper denne rådvilde flok, så vi kan få et Seniorråd, der arbejder for de ældre og ikke spilder tiden med at skændes.

Publiceret 14 June 2019 06:00