DEBAT: Formand for Seniorrådet trækker sig

'Niels Mehnke har ret i, at tonen i rådet ikke er behagelig', skriver debattøren i dette indlæg

Anette Lewinsky, medlem af Seniorrådet

Som medlem af Seniorrådet i Fredensborg Kommune udtrykker jeg hermed stor beklagelse af, Niels Mehnke trækker sig som medlem og dermed som formand for Seniorrådet. I Frederiksborg Amts Avis har indlægget om Niels Mehnkes beslutning overskriften: Seniorrådets kævl koster en formand.

Niels Mehnke har ret i, at tonen i rådet ikke er behagelig. Man kan filosofere over grunden. Det har alle vi medlemmer vist gjort – uden at komme til et forløsende resultat -!

Seniorrådets arbejde går på at formidle lokale, ældrerelaterede synspunkter mellem ældrebefolkningen og kommunalbestyrelsen. Vi er ni medlemmer over 60 år. Blandt de emner, Seniorrådet har arbejdet med, og som jeg gerne vil være med til at følge op på, er digitalisering, demens og pårørende til demente, tilgænge-lighed på offentlige arealer, boliger for ældre, elevatorer i fleretagers bygninger, sagsbehandling og klagestatistik, sundhedsaftale, det nære hospitalsvæsen, akutpladser, kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, kulturom-rådet, bibliotek m. m. m.

Det er klart, at Seniorrådets udtalelser og høringssvar bliver mødt med størst respekt, når de kommer fra et velfungerende og homogent råd. Af den grund, og fordi emnerne er vægtige, bør vi medlemmer opføre os med respekt indbyrdes og udadtil.

Det er den arbejdsopgave, Niels Mehnkes ”opgiven” sætter trumf på! Endnu en gang må jeg udtrykke min beklagelse over, at Niels Mehnke ”opgiver” og samtidig mit håb om, at Seniorrådet kan bestå resten af valgperioden og levere godt arbejde.

Publiceret 08 June 2019 07:00