Arkivfoto.

Arkivfoto. Patryssia - stock.adobe.com

DEBAT: Er Fredensborg Forsyning til for borgerne?

"Som bruger af ordningen og som borger, er jeg målløs over den ”vi alene vide” tilgang som Fredensborg Forsyning udviser," skriver debattøren i dette indlæg.

Jesper Tvilde, næstformand, Konservative vælgerforening, Fredensborg

Fredensborg Forsyning, et 100% kommunalt ejet selskab, har indført dårligere, dyrere og dummere retningslinjer for afhentning af haveaffald. Der er tale om en klar forringelse af servicen og det er indført på en måde, der grænser til det arrogante.

De sidste mange år er haveaffald, for dem der havde tilmeldt sig ordningen, blevet afhentet hver 14. dag fra april til november. Uden problemer.Tilmeldte husejere er med en besked fra Fredensborg Forsyning, i deres e-boks 29. marts, blevet ”oplyst” om at fremover gælder nye retningslinjer. Med de ændrede retningslinjer skal haveejeren via en downloadet app på en smartphone give besked om, at man har haveaffald klar foran huset til afhentning 4 dage før afhentningsdagen.

Allerede nu er der eksempler på, at vognmanden er kørt forbi sække med haveaffald, der hvor man ikke fået meldt sig til. Melder man til, uden at sækkene er stillet ud, får man tilmed en ”dummebøde” på 475,- kr. Synes man som haveejer, at dette bare er for meget, skulle man have meldt fra for resten af året senest 15. april.

I modsat fald er man ”stavnsbundet” hele sæsonen frem til november 2019, for afgiften er jo betalt, og Fredensborg Forsyning tilbagebetaler ikke dele af afgiften.

Som bruger af ordningen og som borger, er jeg målløs over den ”vi alene vide” tilgang som Fredensborg Forsyning udviser. Jeg savner som minimum at blive spurgt, om jeg ønsker at fortsætte med at betale for en service, der er blevet dårligere, mere kompliceret og potentielt mere dyr for mig. Jeg står reelt og bliver i tvivl om hvorvidt Fredensborg Forsyning er til for mig, eller om jeg er til for Fredensborg Forsyning.

Publiceret 17 May 2019 06:00