DEBAT: Flere arbejdspladser skaber øget tryghed

'Der bør være særlig fokus på at få alle unge i uddannelse og job,' skriver debattørerne i dette indlæg

Af Cømert Sonsuz (S), Næstformand i Borgerservice, Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedets udvalget og Louise Mehnke (S), Medlem af Økonomiudvalget

I Socialdemokratiet har arbejde og tryghed altid været nøgleord. Kontanthjælpsreformen og meget lave integrationsydelser har gjort livet på offentlig forsørgelse hårdt og utrygt for mange. For os betyder det, at alle der kan arbejde skal i job - for det skaber økonomisk tryghed og mindre ulighed. Danmark er inde i en højkonjunktur og virksomhederne efterspørger mere arbejdskraft. Fremgangen i dansk økonomi ser ud til at fortsætte med god vækst, og vi ønsker at give de bedste betingelser for at væksten kan fortsætte mange år endnu i Fredensborg Kommune.

En analyse, lavet af Danmarks Nationalbank, viser, at beskæftigelsen ventes at stige med yderligere 70.000 personer frem mod udgangen af 2020.

I Socialdemokratiet har vi været med til at beslutte en ambitiøs beskæftigelsesplan. Beskæftigelsesplan 2019-2020 betyder, at der de kommende år bliver investeret i at nedbringe ledigheden.

Vi mener, at der i kommunen bør være særlig fokus på at få alle unge i uddannelse og job. Statistikerne viser, at ungdomsledigheden er faldende, og vi har indtaget en fin 9. plads på landsplan. Det er en flot placering, men vi sigter efter at gøre det endnu bedre.

Det er gode tider, og vi vil have alle med.

Publiceret 21 March 2019 06:00