Arne Lund er skeptisk over for den nordsjællandske folketingskandidat for DF, Morten Messerschmidt.

Arne Lund er skeptisk over for den nordsjællandske folketingskandidat for DF, Morten Messerschmidt. Foto: Fred Jacobsen

DEBAT: Messerschmidt - værdikriger????

Af Arne Lund, Langebjergvej 260A, Humlebæk:

Morten Messerschmidt og Klaus Riskær Pedersen har det tilfælles, at de begge anser sig selv for at være ofre for beskyldninger om at have begået noget ulovligt. Foreløbig er kun Riskær blevet dømt.

Forhåbentlig afgør EU's svindelkontor OLAF inden valget Messerschmidts omgang med betroede EU-midler. Indtil da kan Messerschmidt læse hvad partiformand, Kr. Thulesen Dahl, skrev i medlemsbladet i juni 2016, da sagen kom frem: "Man skal ikke nægte, at man begår fejl. Man skal rette dem. Kun sådan kan tilliden genvindes."

Klogeligt nok tilbagebetalte partiet en del af det beløb, man uretmæssigt havde fået tilkendt - der mangler stadig 650.000 kr. - hvilket jo i sig selv er en tilståelse af, at der er foregået noget, der ikke burde være sket.

Men Messerschmidt mener altså fortsat, at han ikke har gjort noget forkert. DFs vælgere må derfor spørge, om hvem af de to der har ret? Sagen med EU-midlerne er ikke første gang, Messerschmidt har fået ørerne i retsmaskineriet.

I 2000 var han næstformand i partiets ungdomsorganisation. Sammen med DF's nuværende EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth indrykkede de en annonce i Studiemagasinet med et billede af maskeklædte mænd med blod på tøjet, tre unge blonde kvinder og teksten: "Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund byder os". Annoncen kostede Messerschmidt og Berth 14 dages betinget fængsel og en dom for racisme.

Apropos kvindeundertykkelse, så er det også noget Messerschmidt kender til. Da han ville luske penge ud af EU til egne projekter, havde han ikke alene skjult regnskaber for de andre DF-parlamentarikere. Han lagde også pres på kollegaen Rikke Karlsson for at hun skulle sætte sin underskrift på blanke dokumenter, som Messerschmidt siden selv udfyldte. Det nægtede Karlsson, hvorefter værdikrigeren Messerschmidt titulerede hende som "en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles, og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende."

Venter spændt på, at Messerschmidt gør rede for hvilke værdier det er, hans hjerte banker for.

Publiceret 14 March 2019 16:00