DEBAT: Byrådspartiet og kassebeholdning under puden!

"Burde Byrådspartiet bruge lidt af pengene til at sørge for at vores ældre på plejehjemmene får bedre behandling," skriver debattøren i dette indlæg

Hossein Armandi

Af Hossein Armandi, Medlem af Borgernes Stemme

Byrådspartiet og kassebeholdning under puden! Det er ikke underligt at Byrådspartiet (som jo består af alle partier i Fredensborg byråd) er stolte af kommunens økonomi. De praler med at kommunekassen indeholder mere end 300 millioner kroner. Og det er da flot, eller?

Byrådspartiet minder mig i denne sammenhæng om min gamle onkel. Han fortalte altid om alle sine mange penge, som han sørgede for at gemme godt under sin hovedpude. For mig var det dog helt uforståeligt. Jeg kunne nemlig ikke få det til af hænge sammen, at min onkel skulle være så rig imens mine fætre, hans børn, rendte rundt med slidt og hullet tøj. Hvordan kunne min onkel have så mange penge, og så ikke sørge for at sin gamle far? Faren, min bedstefar, som havde knoklet for sin familie hele livet, fik intet retur fra sin egen søn. Det var for mig helt ubegribeligt.

På samme måde forstår jeg ikke hvorfor Byrådspartiet gemmer kommunens penge. Kommunes kassebeholdning tilhører borgerne i kommunen og pengene skal bruges på borgerne. Lige nu sørger både direktøren og personalet i Nordsjællands Park og Vej for et stort arbejde i Fredensborg kommune. Desværre medfører nedskæringer og små budgetter, at de ikke længere har mulighed for at vedligeholde kommunens vej- og stisystem. Burde Byrådspartiet måske overveje at tage lidt af den flotte, store kassebeholdning, så der igen er ressourcer til at vedligeholde veje og stier?

Burde Byrådspartiet bruge lidt af pengene til at sørge for at vores ældre på plejehjemmene får bedre behandling? Burde Byrådspartiet bruge lidt penge på at sikre bedre pædagogiske rammer og undervisningsforhold på vores børns skoler? Hvad mener Byrådspartiet? Sover I bedre om natten med alle de penge under puden? Borgernes Stemme ville ikke gemme borgernes penge under hovedpuden!

Publiceret 12 February 2019 07:30