DEBAT: Ren jord – også i Karlebo

"En oprensning af Karlebovej 23 kan passende være startskuddet på en forhåbentlig meget snarlig lokalplanproces for hele Karlebo landsby," skriver debattøren i dette indlæg

Louise Mehnke, Byrådsmedlem (S), Fredensborg Kommune

I sidste måned besluttede byrådet at rense skydebanen i Langstrup Mose for kr. 7 millioner, så for mig er der ingen tvivl om, at også kommunens egen grund på Karlebovej 23 skal renses.

Grunden er forurenet og beliggende midt i landsbyen. Karlebo Bys ejerlav er udpeget som kulturmiljø, hvor de bevarede gårde, præstegården samt kirkegården med kirkegårdsmuren bidrager til et idyllisk landsbymiljø. Derfor kan vi ikke have sådan en øjebæ liggende – ovenikøbet en forurenet én.

Grunden har være til salg i mange år, men ingen vil selvfølgelig købe en forurenet byggegrund. Jeg glæder mig derfor over, at økonomiudvalget nu endelig er blevet enige om at få jorden renset, så grunden kan sælges, og en ny familie kan flytte derud.

Med økonomiudvalgets beslutning værner vi om både miljøet, og den kulturarv som er i vore landsbyer.

En oprensning af Karlebovej 23 kan passende være startskuddet på en forhåbentlig meget snarlig lokalplanproces for hele Karlebo landsby.

Publiceret 12 December 2018 19:00

SENESTE TV