Thomas von Jessen. Arkivfoto: Peter Mailand

Thomas von Jessen. Arkivfoto: Peter Mailand

DEBAT: Ro om Humlebæk Syd

"Vores kommune er udsat for et kolossalt urbaniseringspres, men det må gå ud over Humlebæk Syd," skriver debattøren

Thomas von Jessen, gruppeformand (K), skriver:

Byrådet tager ikke stilling til Humlebæk Syd i denne valgperiode. Det er aftalt. Vi kan dog godt formidle vore ønsker for dette naturskønne område, der er ejet af kommunen.

Nødvendigheder gjorde, at kommunen allerede er disponerer over arealet: Et idrætscenter i vest og et plejecenter i øst. Det Konservative Folkeparti foreslår, at arealet herimellem udlægges til idræt, både til glæde for de to skoler og til glæde for det frivillige idrætsliv. Arealet er nogenlunde plant, og den nødvendige banebelysning bør være så fokuseret som muligt og uden genskær. Det er teknisk muligt.

Herefter må vi skabe fuldstændig ro og sikkerhed om resten af Humlebæk Syd: den centrale del og de sydlige dele bør fredes. Så får beboerne en grøn kile at bruge, præcis som familierne i Nivå, Kokkedal og Fredensborg også har det.

Vores kommune er, ligesom alle andre kommuner i Nordsjælland nu og i fremtiden, udsat for et kolossalt urbaniseringspres. Dette pres må efter Det Konservative Folkepartis opfattelse ikke gå ud over Humlebæk Syd. Boliger skal, så vidt muligt, lægges stationsnært: Fx på Bannebjerggård efter flytningen.

Det er et afbalanceret kompromis med de fleste hensyn: Hensyn til skoler og idrætsliv, hensyn til familiers ønsker om grønne områder tæt på boligen og hensyn til urbaniseringspresset på Humlebæk. Vi skal glæde os over, at familier ønsker at bo her. Og vi skal skabe ro om Humlebæk Syd.

Publiceret 30 November 2018 06:00

SENESTE TV