DEBAT: Må kun de rige ride i Grønholt Hegn?

Af Sara Roland, Karlebovej 25, 2980 Kokkedal:

Hvorfor er det kun de rige gårdejere i Karlebo, der kan ride i Grønholt Hegn?

Jeg har boet i Karlebo i lidt over et år, og i den tid har jeg mødt flere lukkede døre og sind end nogen andre steder, jeg har boet. Dette gælder primært, når man gerne vil en tur på hesteryg i Grønholt hegn, som er den eneste skov i nærheden.

Der er en udbredt tendens til, at for hver gang en gård bliver solgt i Karlebo området, så lukker de nye ejere mere og mere af for trafik på hesteryg. De få gårdejere, der har boet her mere end 15 år, kan fortælle om åbne skønne områder og et hyggeligt naboskab, og de begræder den nye holdning i området.

Vi er en gruppe ryttere, som vil gøre meget for at ændre kulturen i området, så alle kan hygge sig med deres heste og nyde en tur i den offentlige skov, som vi mener, bør være tilgængelig for andre end de rigeste gårdejere.

Det er samme scenarie, som da de private strande blev lukket for offentligheden, og hvor debatten gik på, at kun de rigeste med tiden kan benytte de danske strande… her drejer det sig om en skov, men ellers samme problematik.

Vi har forsøgt med dialog, og resultatet har været meget ubehagelig opførsel i form af verbale overfald.

En af gårdejerne, som vi talte med, da vi havde en repræsentant fra Fredensborg Kommune med på inspektion, sagde: ”Jeg overvejede at købe en gård i Karlebo landsby, men for at sikre mig, at jeg kunne ride i skoven, købte vi til sidst den vi har nu, og fordi vi har betalt mere for denne gård, føler vi os berettigede til at lukke af for andre ryttere."

Det skal siges, at de har lukket af for en ridesti, som er direkte forbundet med en markeret ridesti i skoven, og den har været benyttet som ridesti i mange år inden de købte gården.

Dette er den generelle holdning, vi møder i forsøget på dialog, og derfor har vi bedt vej-teamet i Fredensborg om at gå ind i sagen.

Udfordringen, som vej-teamet har underrettet os om, ligger i, at reglerne for private fællesveje er anderledes i landområder end i byområder.

I byområder skal offentligheden kunne færdes til fods, på cykel og til hest på private fællesveje, men i landområder kan en gårdejer spærre en privat fællesvej af, også selvom den er en indgang til et offentligt område, så som Grønholt Hegn.

I sidste instans håber vi på en lovændring vedrørende private fællesveje i landområde.

Vi håber på, at dette læserbrev kan åbne op for en dialog, således at alle kan færdes frit i offentlige skove. Vi mener, at Danmark er et demokratisk og åbent land, og at alle skal kunne nyde den danske natur.

Publiceret 12 September 2018 21:30

SENESTE TV