"På Humlebæk Strandvej har vi nogle små butikker, som vi er meget glade for," skriver debattøren i dette indlæg.

DEBAT:

De små butikker på Humlebæk Strandvej

Keld Scharling, Gl. Strandvej 29, Humlebæk

Kære Byråd.

Jeg er forvirret. Den ene dag oplyser byrådet, at man sætter stor pris på de små nærbutikker i vor kommune. Den næste dag gør man dem livet surt.

På Humlebæk Strandvej har vi nogle små butikker, som vi er meget glade for. Der kommer mange mennesker i butikkerne, herunder mange ældre inklusive borgere med rollator.

Nu har man sagt til vor grønthandler, at det udhæng, han har opsat efter aftale med ejendommens ejer, skal tages ned. Administrationen har fundet ud af, at det ikke stemmer med byplan H34.

Denne afgørelse er overraskende. Tidligere var der udhæng over alle forretningerne i den pågældende ejendom. Det havde man ikke noget imod.

Det gamle udhæng i metal rustede og så ikke godt ud. Det blev derfor nedtaget af flere gange over et antal år uden administrationens bemærkning hertil.

Efterfølgende opsatte grønthandleren en markise, men vinden gav problemer, og selv med nogle jernstativer gik den ikke. Derfor er der nu kommet et nyt udhæng op.

Det kan da godt være, at en designer kunne have tegnet et flottere og dyrere udhæng, men det ville vel heller ikke stemme med plan H34.

Konklusionen er, at vi er mange i Humlebæk, der er glade for vore butikker, og vil gøre alt for at beholde dem.

Derfor beder vi byrådet tage hensyn til borgernes ønsker og have forståelse for, at vi har nogle små detailbutikker, der ikke har det nemt.

I denne sag er jeg sikker på, at går den første butik ned, vil det føre en dominoeffekt med sig. Vi har jo allerede set en lignende effekt i de små centre i kommunen.

Yderligere har vor grønthandler oplyst mig, at han gerne serverer en kop kaffe og tager en snak med administrationen, for at de i fællesskab kan finde en god løsning. Et sådan tilbud må da ikke kunne afslås. Jeg troede da, at et sådan møde allerede havde fundet sted.

Jeg kan heller ikke forestille mig, at går de små butikker ned, vil byrådet stille bustransport til rådighed for ældre borgere, så vi alle sammen kan blive transporteret til Føtex for at gøre vore indkøb.

Publiceret 17 May 2018 06:00

SENESTE TV