DEBAT:

Hykleriske toner fra Christiansborg!

Hossein Armandi, Formand for lokalliste i Fredensborg kommune, Borgernes Stemme

Bertel Haaders kronik fra Jyllands-Posten 21. april og Inger Støjbergs blogindlæg på BT.dk 23. april giver stof til eftertanke.

Begge skriver de om Danmarks håbløse flygtninge- og indvandre-situation. Bertel Haarder lægger i sin kronik ud med at nævne, hvordan Danmark altid ligger i toppen af internationale sammenligninger når det kommer til parametre som lykke, tillid og velfærd, men at der netop er ét punkt, hvor vi ligger helt i bund, nemlig på integrationsområdet.

Hans ministerkollega, Inger Støjberg, beskriver flygtninge og indvandrere som en flok kriminelle der både snyder og bedrager. De er altså begge kommet frem til en erkendelse af, at Danmark har et problem med en gruppe mennesker, der ikke bidrager til det danske samfund.

Jeg er fuldstændig enig! Men jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig. Hvorfor er det først nu vi begynder at høre disse toner fra folketinget? Hvorfor er det først nu disse tanker bliver bragt ind i debatten? Det kan undre mig, at begge politikere fuldstændig fralægger sig ansvaret og giver hhv. det danske samfund og flygtningene samt indvandrerne skylden for den forfejlede integration.

Inger Støjberg, som har været medlem af folketinget siden 2001, og Bertel Haarder, der er den minister, der har siddet absolut længest i folketninget, hvorfor har de ikke gjort noget før? Det er snart 50 år siden, de første gæstearbejdere fra ikke-vestlige lande som Tyrkiet og Pakistan kom til Danmark, og der er gået snart 40 år siden de første flygtninge fra Mellemøsten kom til landet.

Jeg kom selv som flygtning for mere end 30 år siden, og blev den gang modtaget med varme og omsorg. Trods de store traumer, som jeg desværre havde med i bagagen, kunne jeg for første gang føle mig både fri og lettet. Jeg flygtede fra politisk forfølgelse, og fra en krig, som resulterede i at over to millioner mennesker mistede livet og mange flere flygtede. Jeg vidste ikke ret meget om Danmark den gang, men jeg vidste, at det var et land hvor jeg kunne leve i ro og fred, væk fra krig og politisk forfølgelse.

I flygtningecenteret lærte jeg af de andre beboere, at Danmark var et fantastisk land, og at vi ville få hjælp til alt - vi behøvede ikke engang arbejde for de fleste af goderne. Det var den gang ikke en del af den politiske agenda, at sørge for, at vi kom i uddannelse eller blev sluset over til arbejdsmarkedet. Et sprogkursus blev vi selvfølgelig sendt på. Her brugte flere af os over to år på at lære det danske sprog, men sådan et sprogkursus kan ikke siges at være tilstrækkeligt, til reelt at blive indsluset i det danske samfund.

Det viste sig ret hurtigt at der var to veje til et liv i Danmark. Den ene vej var klart den nemmeste vej. Her blev man parkeret som en klient med bistandshjælp eller førtidspension, eller man blev placeret i en anden form for passiv socialgruppe.

Men der var selvfølgelig også den anden vej, den svære vej, hvor man skulle kæmpe sig igennem sprogkurser og uddannelse for endelig til sidst at kunne fortjene en plads på arbejdsmarkedet.

I Mellemøsten, hvor hovedparten af beboerne på flygtningecenteret kom fra, kender man ikke noget til et socialt netværkssystem der samler folk op, når de ligger ned og ikke kan (eller vil?) klare sig selv. Der hvor vi kom fra, var vi nødt til at bestille noget for at få noget, det var det klassiske ”noget for noget”.

Derfor var det for mange helt uvant, at man i Danmark bare kunne vælge ”den nemme løsning”, hvor man hurtigt kunne indkassere en helt fornuftig social ydelse, uden at røre en finger. Desværre, var der mange der valgte denne løsning, og hvad der er endnu mere forfærdeligt, så er denne løsning siden hen blevet overført fra generation til generation.

I 80'erne og 90'erne var det ret nemt, faktisk alt for nemt, at opnå sociale ydelser. En af mine bekendte fortalte, at han uden problemer fik tildelt førtidspension, det eneste han havde gjort var at tisse på gulvet foran sin socialrådgiver på rådhuset. Historier som denne er langt fra enestående.

Jeg kunne nemt være blevet parkeret som førtidspensionist hvis jeg ville, den gang jeg kom til Danmark. Heldigvis havde jeg andre planer med mit liv, og jeg kunne allerede den gang mærke, at der var mange muligheder i Danmark, hvis man altså virkelig ville og gad arbejde for det. Jeg er glad for, jeg ikke valgte den nemme vej.

I dag bor jeg i Fredensborg kommune, hvor vi stadig plages af ”den nemme løsning” idet over 50 procent af indvandrerne her er på offentlig forsørgelse. Det er et kæmpe problem, og vil fortsætte med at være et problem. Man kan jo ikke være en god rollemodel for sine børn hvis man aldrig fortager sig noget konstruktivt. Problemet er ikke bare stort i vores kommune, men generelt i hele det danske samfund, hvor arbejdsløsheden er stor og lysten til at tage et arbejde er ikke-eksisterende blandt både første- og andengenerationsindvandrere, blandt forældre og deres børn. Problemet er, at politikerne på Christiansborg har sovet i mindst 50 år – det er jeres skyld!

Som tidligere byrådsmedlem har jeg flere gange forsøgt at gøre opmærksom på og understrege, at alle kan noget. Alle kan bidrage til samfundet på en eller anden måde. Igen og igen er jeg dog blevet mødt med et svar om, at mange mennesker er ikke-duelig, og at det er bedste bare at lade dem være. Der er ingen grund til at involvere dem i samfundet.

Kære Bertel og Inger og resterende politikere på Christiansborg, I har svigtet Danmark og danskerne. Og de indvandrere der er kommet til landet, dem har I gjort en kæmpe bjørnetjeneste på grund af den forældede lovgivning. I dag er den politiske dagsorden ved at vende, men der er desværre stadig ikke en eneste løsning eller politisk vilje til at ændre den fastlåse situation. Politikere, I tramper på mennesker som I selv har klientgjort de sidste 50 år.

Stop alt det hykleri - løs problemet!

Publiceret 11 May 2018 06:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV