DEBAT:

Trafiksikkerhed er topprioriteten

Bo Hilsted, Medlem af Plan-, miljø- og klimaudvalget

Man har i den seneste tid set forskellige V-politikere argumentere for en udvidelse af Netto ved den underdimensionerede rundkørsel ved Torpenvej i Humlebæk.

Modstanderne skydes blandt andet i skoene, at en modstand mod udvidelsen af supermarkedet skulle være en indirekte støtte til centeret i Humlebæk for ved et forbud at motivere Netto til at flytte op i Humlebæk Centeret.

Men der er vigtigere ting på spil, nemlig børns sikkerhed, når de færdes i trafikken. De mest sårbare trafikkanter, nemlig børn i indskolingen på Humlebæk Skole færdes dagligt i disse lidt trange omgivelser, og derfor må hensynet til dem veje tungest, dernæst hensynet til andre bløde trafikanter, der også hører til i dette område.

Endelig virker planerne om indkørsel fra Strandvejen ærligt talt noget uovervejede, der skal ikke megen fantasi til at forestille sig det trafikale kaos, når de store, tunge lastbiler vender og bakker ind.

I øvrigt tror jeg, at Netto ikke kommer til at opgive butikken på Torpenvej, selv om man åbnede en ny i Centeret, men det er en helt anden historie.

Publiceret 08 May 2018 06:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV