DEBAT:

Hvem støtter DF – regeringen eller lejerne?

Lars Olsen, forfatter og Karin Thomsen, afdelingsbestyrelsesmedlem i Baunebjerghuse, Baunebjergvej 331, Humlebæk. Initiativtagere til underskriftindsamlingen »Fingrene væk fra lejernes penge«

Kære Marlene Harpsøe og Flemming Rømer,

Vi skriver til jer, da I er valgt for Dansk Folkeparti hér i vores område. DF er et af de store partier blandt os almene lejere, der i disse uger har rigtig meget i klemme.

Regeringen fremlagde i sidste måned et omfattende udspil imod ghettoer. Vi er enige i, at der skal gøres en indsats i udsatte boligområder – problemet er finansieringen. Stort set hele regningen sendes til Landsbyggefonden, som almene lejere betaler over huslejen for at få nye tage og vinduer, bekæmpe skimmelsvamp etc.

Regeringen vil over en årrække tage 12 mia. kroner i Landsbyggefonden til ghettoindsatsen. Samtidig skal den såkaldte ydelsesstøtte omlægges, så staten kan kapre yderligere 13 mia. kroner. Konsekvensen er, at Landsbyggefonden ikke får penge til renovering af de mange almene boligområder, der ikke er ghettoer.

Kommunernes Landsforening advarer direkte om, at der sker et »forfald i den øvrige almene sektor«.

Landsbyggefonden er skabt af årtiers indbetalinger fra lejerne, men skal stort set bruges på de 12 procent af almene boliger, der af regeringen defineres som ghettoer eller udsatte områder.

Det kan ikke være rigtigt, at lejere i almene boligområder skal betale for et fælles samfundsproblem med ghettoer og parallelsamfund. Det må finansieres i fællesskab.

Forslaget vil også ramme en række renoveringer i vores område, der er i kø hos Landsbyggefonden. Det vil berøre 600 boliger i Fredensborg Kommune, blandt andet Borgerbo, Baunebjerghuse og Rosenvænget, samt hele 881 boliger i Helsingør, heriblandt Nøjsomhed og Hovparken. Tusindvis af lejere i disse områder kommer til at betale for ghettoindsatsen med skimmelsvamp, forvitrede altaner og andet.

Regeringen kan ikke få flertal for sit ghettoudspil, medmindre DF eller Socialdemokratiet stemmer for. Derfor et konkret spørgsmål: Hvordan stiller I jer til regeringens udspil – og hvordan ser I på de store konsekvenser for os i Fredensborg og Helsingør Kommune?

Publiceret 26 April 2018 20:00

SENESTE TV