DEBAT:

Stop råberiet om svømmehal

Bjørn Helstrup, Svanevej 4, 2990 Nivå, Suppleant i Handcaprådet
I er hørt. I er på politikernes liste. I er højt prioriteret. I er en samling dygtige, organiserede, velformulerede borgere, der ved lobbyisme har sat dagsordenen for den hidtidige valgkamp.
I har haft trumfkortene på bordet: jeres svømmehal vil redde et misrøgtet privat indkøbscenter og en manglende svømmehal vil være skyld i sagesløse børns druknedød. Vi andre har også forstået jeres budskaber.
Nu mangler vi råbet fra dybet, hvor en frisvømmerprøve ikke er nok. Hvor er råbet fra alle de borgere, der må trækkes med sygdom og handicap, og som må finde sig i stadige forringelser, fordi det er politisk besluttet, at det sociale område skal normaliseres?
Hvor er råbet fra de mange, der ikke tør eller evner at anke de sociale ydelser, som kommunen har tilkendt dem? De har ikke dannet en fin forening, som kan råbe for dem.
Her mangler jeg råbene fra de partier, som stadig tør være socialt indignerede.

Publiceret 08 August 2017 06:00

SENESTE TV