Maybeats Festival på Krogerup

Vær med til Krogerups egen festival den 26.-27. maj. Der vil være masser af musik og kolde øl

Vær med til Krogerups egen festival, Maybeats, som finder sted i højskolens smukke park med musik, talks, aktiviteter, fællesskab, kolde øl og ægte højskoleånd. Du kan bl.a. opleve koncerter med Moody, Ea Kaya, Facaden, Whispering Wind, Augustine og solokoncert med Katinka Bjerregaard. Alle er velkomne!

Krogerup garanterer glade mennesker, fællesskabsfølelse og ægte højskoleånd, når højskolen igen i år inviterer til festival, og vi inviterer alle til at være med til at skabe stemning på den dejlige forårsdag i maj.

Festivalen er udelukkende skabt af elever fra Krogerup Højskole. Eleverne har på valgfaget Eventmaking arbejdet med planlægning, fundraising, booking og alt, hvad en festival indebærer.

“Det har krævet mange timers arbejde at skabe en hel festival, men det har været en helt igennem fed oplevelse. Selvfølgelig er det hårdt, men det er det hele værd, når man tænker på dagen, hvor det hele kulminerer, og man med god samvittighed kan læne sig tilbage med en kold øl og nyde alle de glade mennesker og den gode stemning, som man har været med til at skabe”, siger Emilie Rubæk, der er elev på Krogerup Højskole.

Ingen skal danse alene!

Maybeats er en nonprofit musikfestival, som i år støtter organisationen Ventilen, der bekæmper ensomhed blandt unge i Danmark. Ensomhed rammer i dag flere og flere unge, og det skal der laves om på, mener Krogerups elever. Derfor går Maybeats sammen med Ventilen mod ensomhed og siger: Ingen skal danse alene!

Indgang: 80 kr. på Billetto (100 kr. i døren).

Krogerup Højskole Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk.

Publiceret 23 May 2018 08:00

SENESTE TV