Dronningen åbner udstilling af Preben Hornung

Nu kan man fra 13. februar til 13. juni opleve Preben Hornungs malerier på Nivaagaards malerisamling. Udstillingen bliver besøgt på åbningsdagen af dronning Margrethe

Af
Af Claus Beyer

Mærk verden! Det gjorde maleren Preben Hornung altid – og ofte helt tæt på. Det førte gennem årene til en lang række motivserier, hvor den ene afløste den anden: Fabriksmaskiner, jernbanebomme, asfalt- og vægflader, slagtekroppe, grene, opslagstavler, højreb, fugleskrog, portrætter, vandspejl og blomster. Lige så fascineret Preben Hornung var af den synlige verden, lige så meget insisterede han på, at den måtte omformes til en anden virkelighed, nemlig maleriets. Derfor er motivet oftest kun svagt genkendeligt, ja undertiden blot en genkaldelse, men altid med respekt for billedets flade – der dog aldrig er flad.

Med til abstraktionen hørte det næsten totale fravær af farver forstået som kulører. Den dominerende palet var sort og hvid, og denne askese løfter billederne ind i en verden, hvor motiverne bliver til en ny natur af lutret, åndeliggjort art.

Men farverne er der alligevel. De kommer og går midt mellem det sorte og hvide i den maleriske magi, som den uudgrundelige flade også bidrager til. Undertiden giver en smuk guldramme varme og glød til det hele: Hornungs kunst handlede om eksistens, liv og død, men den skulle også være smuk ad h… til.

Påvirket af samtiden

Ud over sit arbejde med at finde en balance mellem virkelighed og abstraktion indtager Hornung også en særstilling i moderne dansk kunst ved sin livslange dialog med de gamle mestre.

Selvfølgelig var han påvirket af samtidskunsten, den danske som den internationale, men i det lange løb lærte han mere af de franske impressionister, Turner, Rembrandt og Tizian. Det er den maleriske forms mestre – og i deres kølvand lægger sig Hornung. Hans båd er selvfølgelig mindre, men alligevel kan han med fuld ret kaldes – en moderne mester.

Hornung-udstillingen på Nivaagaards Malerisamling er retrospektiv og består af 56 malerier i perioden 1946-89, hovedsageligt i privateje, herunder værker tilhørende dronningen Margrethe.

Til udstillingen udgives et katalog med hovedartiklen af dr. phil. Mikael Wivel samt en samtale med dronningen, som er en stor beundrer af Preben Hornung og hans kunst.
Dronning Margrethe viser desuden Nivaagaard den ære at være til stede ved åbningen dagen forinden, 12. februar.

Preben Hornung: Variation over jernbanebomme, 1958

Preben Hornung: Variation over jernbanebomme, 1958

null

Publiceret 09 February 2011 10:30