Efterlad ikke værdigenstande i bilen. Pressefoto

Efterlad ikke værdigenstande i bilen. Pressefoto

Tøm feriebilen før tyven

En feriepakket bil en stor fristelse for tyve. Men man kan gøre det svært for tyven, lyder det fra GF Forsikring

Frist ikke ferietyven. Gem værdierne væk, når du forlader bilen. Pas, penge og smykker bør aldrig blive alene tilbage i bilen.

Hvert eneste år pakker mange forventningsfulde nordsjællændere og københavnere bilen og kører på ferie. Det betyder også, at bilen bliver fyldt op med værdier og bagage, og et indbrud er bestemt ikke noget, man har lyst til at skrive hjem om.

Hvis tyven vil ind, så er den feriepakkede bil et let offer. Og har tyven først været inde, så er man sjældent i tvivl, når bilen er gennemrodet og værdierne er væk. Men de fleste forsikringsselskaber kræver synlige tegn på indbrud, og det er i de senere år blevet en udfordring.

Tjek om bilen er låst

Avancerede låseværktøjer er blevet udbredt og giver tyven mulighed for at bryde ind uden synlige tegn. Blandt tyvens foretrukne værktøjer er elektroniske nøgler, der kan jamme signalet fra bilens centrallås.

"Det er ikke tilstrækkeligt at låse bilen med fjernbetjeningen, mens man går væk fra den, for man kan risikere, at tyven er klar til at slå til. Derfor bør man tage i bilens dør og sikre sig, at bilen er låst," siger Susie Uldall Klausen fra det kundeejede forsikringsselskab, GF Forsikring.

Gem elektronikken væk

Tyven bliver lokket af værdigenstande, som han hurtigt kan omsætte. Derfor skal man undlade at friste tyven med ting, der ser spændende ud, som for eksempel en taske, der ligner en computertaske.

"Det er vigtigt, at man tænker over, at tyven hurtigt kan afkode en computer- eller kamerataske, og derfor skal værdigenstandene gemmes væk," slutter Susie Uldall Klausen fra GF Nordsjælland/Storkøbenhavn.

GF Forsikring oplyser, at i tilfælde af et indbrud kan forsikringsselskabet kun komme til hjælp, hvis værdigenstande så som IPad, computer eller spejlreflekskamera har været skjult i for eksempel handskerum eller bagagerum. Derfor er det en god ide at fjerne IPad-holdere fra nakkestøtten, der kan indikere, at der er en IPad i bilen.

Publiceret 15 July 2019 08:00