DEBAT:

Det mangfoldige børneliv

Af
Louise Mehnke (S)

Byrådsmedlem

Fredensborg Kommune

Det har vist sig, at 70'ernes tanker om daginstitutioner midt i det almene boligområde ikke er godt for diversiteten.

Daginstitutionerne i Islandshøjparken og Broengen i Egedalsvænge afspejler, at det primært er børn der bor i boligområdet, og ikke børn fra andre kvarterer, der går der. Problemet er nemt at få øje på, nemlig at institutionerne ligger isoleret og ikke er let tilgængelige for f.eks. børnefamilier bosat i parcelhuskvartererne.

Det er ikke godt for fællesskabet, når vi kun mødes med dem, vi bor ved siden af. Vi bliver fremmede for hinanden og kommer til at leve parallelt.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hilser mangfoldigheden i vores kommune velkommen. Jeg mener, at det er en gave for vores børn, at de allerede fra vuggestuealderen får kammerater, der ikke ligner dem selv. Det er en fordel, når man senere i livet skal begå sig i en globaliseret verden - og i et Danmark, der står sammen.

Det er vigtigt for mig, at Fredensborg Kommune skaber de optimale rammer for, at børn får en hverdag i fællesskab.

Derfor har jeg foreslået, at Påfuglen flyttes op til Nivås nye bymidte, og at Børnehusene Kokkedals institutioner på Broengen flytter til Kokkedal Skole Øst.

Kokkedal Skole har mere plads, end de har brug for, og en flytning hertil vil desuden betyde besparelse af dyr husleje til boligselskabet, som ejer de nuværende lokaler.

En ny og let tilgængelig placering centralt i Kokkedal og Nivå vil betyde, at alle byens børn kan mødes i daginstitutionen. Uanset social baggrund, bopæl, etnicitet osv.

I Kokkedal vil det samtidig være en lettelse for de forældre, som både har børn i skole og daginstitution, at de kan nøjes med at aflevere og hente børn ét sted i Kokkedal.

Og mon ikke, at flere forældre vil vælge Kokkedal Skole til, når de fra barnets vuggestuealder har været vant til at komme på matriklen, og har erfaret, at der faktisk er en rar og udviklende atmosfære.

Og bliver der tomme bygninger på Broengen, så kan boligselskabet jo overveje, om ikke de vil opføre et seniorbofællesskab, som rigtig mange efterspørger.

Det er win-win.

Publiceret 29 June 2019 05:00