Nalini Malani, All We Imagine as Light, 2017 (detalje, maleri, 11 paneler), Burger Collection, Hong Kong. Foto: Louisiana

Nalini Malani, All We Imagine as Light, 2017 (detalje, maleri, 11 paneler), Burger Collection, Hong Kong. Foto: Louisiana

Homeless Souls - ny udstilling på Louisiana

Kunstnere fra hele verden er med i Louisiana's nye udstilling Homeless Souls

Homeless Souls hedder den nye udstilling på Louisiana, der åbner 27. juni og kan ses frem til 22. September.

Med eksil og landflygtighed som gennemgående temaer præsenterer Louisiana hen over sommeren en række markante internationale kunstnere, hvis værker taler direkte ind i vores konfliktfyldte samtid, skriver museet i en pressemeddelelse.

Udstillingens kunstnere stammer fra blandt andet Iran, Irak, Nigeria, Algeriet og Kosovo. Mange tager afsæt i selvoplevede erfaringer, som de bearbejder og transformerer til tidløse udsagn om krigen som genkommende historisk begivenhed og eksilet som eksistentiel erfaring.

"På Homeless Souls mødes et dusin betydelige kunstneriske stemmer fra hele verden i en samtale om landflygtighed. Deres værker taler ind i en verden i krise med store befolkningsgrupper i tvunget bevægelse. Hvordan deltager billedkunsten i fortolkningen af samtidens store konflikter? Hvordan forholder den sig til den smerte og lidelse, der forårsages af krig og forfølgelse? Hvordan formidler man det unævnelige? Og hvordan kan vi overhovedet få adgang til andres erfaringer?" skriver Louisiana videre i pressemeddelelsen.

Personlige traumer

Fælles for udstillingens kunstnere er, at de eksperimenterer med nye visuelle strategier, poetiske virkemidler og kunstneriske greb for at bringe os nærmere eksilet som levet realitet. Vi kommer på en rejse gennem stærkt personlige erindringer og fortrængte traumer. Udstillingens medier og kunstneriske greb spænder vidt – fra eksperimenterende dokumentarfilm over skulptur og maleri til installationskunst.

På tværs af individuelle stemmer deler kunstnerne et fælles anliggende: De bruger kunsten som et rum, hvor historiske begivenheder og personlige erfaringer og skæbner kan undersøges og deles. Dermed peger de også på kunstens mulighed for at sætte nye og andre billeder på en virkelighed, vi dagligt møder gennem nyhedsmediernes dokumentarfotografi.

Eksil

Det gennemgående tema i udstillingen er eksil; den af krig eller forfølgelse påtvungne flugt fra det land, hvortil man har statsborgerskab. Eksilet er adskillelsen fra familiemedlemmer og tabet af nære relationer. Det er den livsfarlige rejse på tværs af grænser i håbet om at blive reddet i land, det er hjemløsheden, der opstår, når hjemlandet forsvinder fra verdenskortet, og det er vanskeligheden af at genfortælle sin livshistorie, når ordene ikke kan måle sig med erindringens brutalitet, skriver Louisiana.

Publiceret 16 June 2019 10:00