Fredensborg Brass Ensemble byder igen i år på uhøjtidelig promenadekoncert ved Fredensborg Slot søndag 16. juni. Pressefoto

Fredensborg Brass Ensemble byder igen i år på uhøjtidelig promenadekoncert ved Fredensborg Slot søndag 16. juni. Pressefoto

Promenadekoncert ved Fredensborg Slot

Søndag arrangerer Kulturudvalget koncert foran slottet

Det er en fast tradition, at det lokale 16 mand store Fredensborg Brass Ensemble holder promenadekoncert i juni. Koncerten finder sted ved porten til Fredensborg Slot, så rammerne er helt i top.

Koncerten, som arrangeres af Kulturudvalget i Fredensborg Kommune, finder i år sted søndag 16. juni kl. 15.

Programmet for koncerten har vægt på det underholdende. Lettere klassiske stykker, en frisk march, flotte soloer og rytmiske toner - det hele bundet sammen af ensemblets faste dirigent Henrik Madsen, der under koncerten også vil fortælle om de enkelte musikstykker.

Fejrer Foreningen Norden

I år kan 'Foreningen Norden' fejre sin 100 års fødselsdag, så der vil også være musik på programmet af en række nordiske komponister.

En promenadekoncert er en uhøjtidelig form, hvor borgere og besøgende kan stoppe op en stund og lytter på - eller blive, til sidste tone har lydt.

Der er gratis adgang for alle. Skulle vejret ikke arte sig, holdes koncerten i Kulturhus Fredensborg Gamle Biograf, der ligger få skridt fra slottet.

jesl

Publiceret 14 June 2019 08:00