Udstillingen med Pipilotti Rist kan ses fra første marts til 23. juni.

Udstillingen med Pipilotti Rist kan ses fra første marts til 23. juni. Anna Kucera

Ny udstilling: Schweizisk kunst på Louisiana

Pipilotti Rist fra Schweiz udstiller fra første marts på Louisiana

"Den schweiziske kunstner Pipilotti Rist har i de seneste tredive år været en markant og toneangivende figur på samtidskunstscenen med sine sansemættede, farverige og normkritiske lyd- og videouniverser," skriver Louisiana i en pressemeddelelse. Nu gør museet klar til en udstilling med kunstneren fra første marts frem til 23. juni - en udstilling der har fået navnet "Åbn min lysning".

Kunstnerens navn er en hilsen til den svenske forfatter Astrid Lindgrens oprørske, fritænkende og farvestrålende Pippi Langstrømpe.

Louisianas udstilling med Pipilotti Rist er den første omfattende præsentation af kunstneren i Skandinavien og udfolder spændvidden i Rists værk. Formaterne spænder fra enkelt-kanals videoer til store rumlige video- og lydinstallationer, og udstillingen samler også en række videoskulpturer, der er en central kategori i kunstnerens værk fra starten og frem til i dag. Desuden præsenterer udstillingen tapet- og tekstilværker, både som selvstændige værker og som vigtige elementer i Rists installatoriske greb.

Internationalt anerkendt

"Pipilotti Rist er internationalt anerkendt for sin udforskning af det levende billede og vores sansning og indretning af verden. Siden midten af 1980’erne har hun arbejdet henover en bred palet af video-teknologier, hvis regler, kutymer og begrænsninger hun undersøger og sprænger i en både malerisk og skulpturel tilgang til videomediet," skriver museet i pressemeddelelsen.

Udstillingen er skabt til Louisiana i tæt samarbejde med kunstneren og har karakter af en steds specifik total-installation i museets sydfløj og ud i Louisianas skulpturpark.

Udstillingen er tilrettelagt som et varieret og ikke kronologisk forløb af rum og værker. Strukturen er i stedet inspireret af hjemmets logik: Hjemmet som en totalinstallation, hvor forskellige rum følger hinanden med hver deres funktioner, genstande og stemninger – som tilsammen udgør en helhed, karakteristisk for de mennesker, som bor der. Uanset, hvor man kommer ind i udstillingen, træder man ind i kunstnerens univers og de mange temaer, der som røde tråde løber og fletter sig sammen igennem udstillingen, skriver Louisiana.

To nye værker

To nye værker er opstået i arbejdet med udstillingen.

"Rist har skabt et tekstilværk, der som et "Omvendt øjenlåg" – værkets titel – dækker væggene som bløde farvestærke membraner i ’lejligheden’ i det store rum øverst i Sydfløjen. Det 54 meter lange værk er skabt i samarbejde med den danske tekstilvirksomhed Kvadrat/Soft Cells," skriver museet og fortsætter:

"Desuden har Rist skabt en såkaldt ’modifikation’ - Kom ind, kom med (Jorn kærtegnet af Rist) 2019 - i form af en videoprojektion på et keramisk fad af Asger Jorn fra Louisianas samling. Jorn var selv modifikationens mester og malede nye motiver oven på eksisterende malerier købt på loppemarkeder."

Publiceret 27 February 2019 09:00