Tim Lothar, Mik Schack og Peter Nande spiller på Lagunen

Tim Lothar, Mik Schack og Peter Nande spiller på Lagunen

Blues på Nivå Havn

Søndag er der koncert med blues-trio i Lagunen

Nivå Musiklaug inviterer til blues med Tim Lothar, Peter Nande og Mik Schack, hvilket garanterer gæsterne humoristisk historiefortælling og mesterlig blues, spillet med hjerte og virtuositet.

Tim Lothar, Peter Nande og Mik Schack er ikke bare fremragende musikere hver for sig, sammen kan de endnu mere. Armeret med guitar, mundharpe, jug, vaskebaljebas, skeer, kufferttrommer, vaskebræt og en plastikgris, tager de publikum med på en rejse i de mere obskure gamle bluessange. Det er aldrig kedeligt og deres spilleglæde er smittende.

Nande blev Årets Danske Blues Navn i 2007, Tim i 2008, og duoen blev nomineret til Årets Nye Folk Navn ved Danish Music Awards i 2010.

Mik Schack var født til at være greve af Schackenborg, men ville hellere spille, male og lave radio og tv. Han er kendt fra sit TV-program 'Hjemmeservice'. Trioen har netop udgivet live-albummet 'Walk Right In' som er noget af en humørbombe!

Koncerten finder sted i Lagunen på Nivå Havn søndag 27. januar kl. 15.30. Billetter kan bestilles på tlf. 49146611.

CV

Publiceret 24 January 2019 07:00