Reception: 50 år med Humlebæk-hallen

Fredag er der reception i anledning af hallens 50-års jubilæum

28. december 1968 blev Fredensborg Kommunes første idrætshal indviet med pomp og pragt. Her 50 år senere står den "stormomsuste" hal stadig solidt plantet i det centrale Humlebæk til glæde for borgere i alle aldre.

Hallen skulle oprindelig have været en boblehal, men da der kort forinden var blæst et par stykker omkuld, besluttede man at opføre en rigtig hal. Med to af byens førende entreprenører Tage Christensen og Ole V. Nielsen i spidsen, gik man på frivillig basis, med Verner Jensen i spidsen, i gang med at opføre hallen.

Det var meningen, at hallen kun skulle bruges i 10 år og derefter erstattes af et idrætsanlæg med opvisningshal, træningshal og svømmehal. Dette har ladet vente noget på sig, men heldigvis blev Humlebæk-hallen bygget så solidt, at den dag i dag lever i bedste velgående. Allerede fra starten var der rift om hallen, og den var booket fra 07.00 til midnat langt de fleste dage.

Hallens cafeteria har altid været et vigtigt samlingspunkt, og det er her at der bliver afholdt jubilæumsreceptionen 4. januar fra kl. 15 til 18.

Publiceret 30 December 2018 09:00