500 trodsede regnen og løb Julestjerneløb

Humøret var bedre end vejret hos voksne og de mange friske børn, da løbet blev afholdt i St. Dyrehave

Mere end 500 friske løbere fra tre år og op til pensionsalder plus trodsede råkulden og regnen søndag 2. december og gav den gas i løbesko i St. Dyrehave, hvor Hillerøds løbe- og triatlonklub Langgarverne havde inviteret til det traditionsrige Julestjerneløb for 38. gang.

Og der var flotte tider på de anstrengende ruter i skoven, hvor man kunne spotte både julemænd, nissehuer og gevirer mellem træerne, rapporterer klubben i en pressemeddelelse.

Foruden distancerne på 2, 5, 10 og 15 km var det for første gang også muligt at løbe en halvmaraton i det bakkede terræn. Det havde omkring 60 løbere fra det meste af Nordsjælland mod på. Først i mål på de 21 km. var Johan Svendsen fra Fredensborg løbeklub i tiden 1:31:59. Mens bedste kvinde Cathrine Thim Johansen fra Gazelle-Fys kom i mål på 1:36:46.

Efter løbet var der gløgg og æbleskiver, kaffe og kage og varm suppe, og det var der brug for efter den halvvåde fornøjelse på skovvejene, hvor humøret heldigvis var bedre end vejret hos voksne og de mange friske børn.

jesl

Publiceret 09 December 2018 07:00