Arkivfoto.

Arkivfoto.

Bladtegner Jens Hages verden indtager Nivaagaard

Særudstilling fra 26. august byder også på omvisninger, foredrag m.m.

Når Nivaagaards Malerisamling 26. august slår dørene op til den store efterårsudstilling 'Hvad der kan tænkes kan tegnes. Karikaturtegnerens Jens Hage', er det første gang bladtegneren og illustratorens skitser og tegninger præsenteres på et kunstmuseum.

Udstillingen byder på et helt særligt indblik i Hages enorme og fantasifulde produktion. Via Jens Hages enkle, underfundige og geniale streger føres publikum gennem de seneste fire årtiers vigtige begivenheder og personligheder, politisk og kulturelt.

Jens Hage er kendt for sine daglige karikaturer til Berlingske og årlige satiretegninger i Blæksprutten og Svikmøllen. Tilsammen udgør Hages tegninger et stykke Danmarkshistorie tilsat humor, bid, erotik og menneskekundskab. Udstillingen indeholder også private værker, især rejseskitser.

I forbindelse med særudstillingen arrangerer museet en række omvisninger, samtaler, foredrag og begivenheder. Hver søndag kl. 14 er der 30 minutters introduktion til særudstillingen.

2. september kl. 17

Særomvisning bag om udstillingen. Museumsdirektør Andrea Rygg Karberg fortæller om forberedelserne bag udstillingen.

4. september kl. 17

Roald Als og Jens Hage i samtale. To af Danmarks største bladtegnere reflekterer sammen over, hvad det har bragt dem af oplevelser og tanker at arbejde på store (konkurrerende) dagblade, at bruge stregen som talerør og at være konkurrenter, branchekolleger - og venner. Pris: 100 kr.

18. september kl. 17

Foredrag: 'Marstrand og humoren'. Guldaldermaleren Wilhelm Marstrand var særdeles produktiv og malede i flere forskellige genrer. Én af dem var satiren og karikaturen. Museumsinspektør Birgitte von Folsach dykker ned i malerisamlingens rige skattekiste, der rummer både malerier og et væld af tegninger, hvor Marstrand tager pulsen på høj og lav. Pris: 100 kr.

23. september kl. 16

Få tegnet dit portræt på to minutter. Jens Hage tegner museets gæster, der får et sjovt minde med hjem.

2. oktober kl. 17

Foredrag: 'Tankestreger til tiden'. Litteraturhistoriker Martin Zerlang har skrevet bogen ’Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere’. Zerlang går helt tæt på forskellige tiders tegnere og forfattere og vil i dette foredrag placere bladtegner Jens Hage i den danske karikaturs historie. Pris: 100 kr.

7. oktober kl. 11.15

Familieomvisning: 'Tegn med Jens Hage'. Oplev særudstillingen om bladtegning, humor og vittigheder med hovedpersonen selv. I udstillingsrummet kan børnene tegne med Jens Hage og træde ind i karikaturtegnerens skøre og sjove univers. Anbefalet alder: 4-12 år

13. november kl. 19

Samtale: 'Bødlen og tegneofferet' – Jens Hage og Bertel Haarder. Det siges, at karikaturen altid indgår i et spil mellem anerkendelse og fornærmelse. Bladtegneren Jens Hages pen har utallige gange karikeret politikeren Bertel Haarder. Hør bødlen og tegneofferet i en personlig samtale om karikaturens kritiske væsen og betydning. Pris: 100 kr.

24. november kl. 14-16

Velgørende chokoladeevent. Sammen med den socialøkonomiske virksomhed Social Foodies holder museet i julemåneden chokoladejulestue. 24. november får et særligt velgørende skær, når man kan få tegnet spiselige portrætter af Jens Hage. Gæsterne vælger selv beløbet, som går ubeskåret til Røde Kors.

jesl

Publiceret 24 August 2018 10:00