Museumsleder Niels Storgaard Simonsen med en kopi af en statue frra Nordmandsdalen. Foto: Claus Beyer
Museumsleder Niels Storgaard Simonsen med en kopi af en statue frra Nordmandsdalen. Foto: Claus Beyer
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fredensborg Slot og Slotshave på museum

Ny særudstilling på Fredensborg Lokalhistoriske Museum på Avderødvej i Kokkedal

Af Claus Beyer

Udstillingens overordnede tema er 'Træk af Fredensborg Slot og Slotshaves historie'. Kort tid efter åbningen kunne man på DR TV se en udsendelse om den nyrenoverede slotshave, hvor arbejdet afsluttedes sidste efterår. Da jeg besøgte museet kunne museumsleder Niels Storgaard Simonsen derfor fortælle, at det har fået folk til i stort tal at besøge museet. Enten fordi de efter et besøg i slotshaven ønsker at skabe sig et bedre overblik og samtidig hente noget mere viden om slotshaven. Eller omvendt, fordi de gerne vil bruge besøget på museet til at forberede et besøg i selve slotshaven.

Det er en flot og ganske omfattende udstilling, museet har fået stablet på benene. Gennem et stort antal billeder og tekster belyses udstillingens fire afsnit:

1. Slottes bygningshistorie 2. Slotshavens anlægshistorie 3. Slotshavens skulpturer og 4. Fredensborg- og Kejserdagene.

Det sidste afsnit omhandler dengang 'Europas svigerfar', Christian 9., i sidste halvdel af 1800-tallet om sommeren samlede hele sin store familie på Fredensborg Slot. Familien omfattede som bekendt både kejser, konger og dronninger samt et stort antal prinser og prinsesser.

Udstillingen rummer også nogle interessante genstande. Et af dem, som museumslederen ikke har noget imod, man rører ved, er gudinden Floras blomsterbesmykkede hoved. Det er nemlig af beton og i øvrigt fra 1880-erne. Dengang var mange af skulpturerne så forfaldne, at de trængte til en renovering. Da man netop havde opfundet betonen blev mange af skulpturerne simpelthen på denne måde repareret på en nem og billig vis.

En anden skulptur, man kan se på udstillingen, må man imidlertid ikke røre ved. Den er nemlig af fint hvidt marmor og forestiller høstens gudinde Ceres. Den er tiltænkt på et tidspunkt at skulle afløse sin aldrende og ‘svagelige' forgænger i ‘Den Blå Salon'. Her står den oven på en ovn, men har engang for mange år siden mistet de aks, gudinden skal holde i sin venstre hånd.

En særlig plads på udstillingen har den såkaldte ‘Nordmandsdal' fået. Museet fremhæver, at denne ‘park i parken', der blev færdig i 1784, er en helt speciel kulturarv. Den minder os om den tid, da kongeriget udgjorde dobbeltmonarkiet Danmark-Norge. Samtidig er den også kunsthistorisk noget helt specielt. Alle dens 70 figurer forestiller nemlig almindelige jævne mennesker, ikke de sædvanlige antikke guder og gudinder eller konger og hærførere, hvilket i datiden bestemt ikke faldt i god jord hos det ”bedre borgerskab”.

I en montre kan man se et 241 år gammelt dokument, en bog fra 1773, udarbejdet Nordmandsdalens billedhugger, Johan Gottfried Grund. Bogen er stilet til enkedronning Juliane Marie, der beboede Fredensborg på dette tidspunkt. Den indeholder beskrivelser og tegninger af 55 af de i alt 70 skulpturer. Endvidere kan man ved siden af montren se en kun halv meter høj, men meget nøjagtig kopi af en af Nordmandsdalens skulpturer. Den supplerer på fornem vis de flotte fotos og giver beskueren et godt indtryk af skulpturernes udformning.

I en anden montre kan man se første afdeling af den næsten 120 år gamle såkaldte ‘Fyrsteudgave' af bogserien: ‘Fredensborg - Det danske Kongehus og dens Slægt'. Og ovenfor, på en af udstillingens mange tavler, kan man læse arveprins Knuds beretning om en af hans og kronprins Frederiks (den senere Frederik 9.) drengestreger. En dag i 1904 havde de ved hjælp af et lagen hejst dronning Alexandra af Englands lille pekingeserhund op på taget af den såkaldte ‘russiske pavillon' fra verdensudstillingen i 1888. Pavillonen stod nu i slotshaven og blev brugt af kongefamilien til teselskaber o.l. Der var omkring 10 meter op til taget, så dronningen blev både skrækslagen og meget vred og skældte prinserne gevaldigt ud. Men sjovt, det havde de altså haft det.

Overraskelser på udstillingen er der også. F.eks., at ‘Challuphuset', d.v.s det kongelige bådehus, engang har været kongens vaskeri! Først i 1990-erne blev vaskekummerne fjernet og huset atter indrettet til sit oprindelige formål. Eller, at der engang for enden af kongebroen var en pavillon kaldet eremitagen.

Her blev spisebordet dækket af de tjenende ånder i underetagen og derpå hejst op i den øverste ”kongelige” etage, således som det sker inde på Eremitageslottet.

Og hvor mange ved mon, at i første halvdel af 1800-tallet, hvor kongehuset ikke benyttede slottet, forfaldt både have og slot ganske alvorligt. Slottet udviklede sig til en veritabel lejekaserne. På udstillingen berettes om, at stuerne på slottet blev invaderet af mus og rotter, og der kunne gå måneder imellem, at latrinspandene i gæsteværelserne blev tømt. Der fortælles om de mange pensionister, der fik fribolig på slottet og var medvirkende til, at byens borgere kaldte slottet for ”dødens forgård”.

Vældig fascinerende og et af udstillingens absolutte højdepunkter er visningen på den ene af udstillingens tre TV skærme.

Her kan man opleve kongelig hoffotograf Peter Elfelts 115 år gamle filmoptagelser fra de glade Fredensborgdage. Man ser de kongelige til fods, på cykel, i hestevogn og sandelig også i en af kongehusets første biler. Gennem Peter Elfelts små filmstykker – i øvrigt nogle af de første levende billeder i Danmark - kan vi opleve en vrimmel af konger og dronninger, kejser og kejserinder samt prinser og prinsesser.

Og før du forlader museet ,så husk lige at gå ned i museumshavens vognport. Her står nemlig en næsten 120 år gammel rød brandsprøjte, der engang var ‘tjenstgørende' på Fredensborg Slot.

Udstillingen vises frem til den 31. oktober og museet har åbent hver dag kl. 13-16, undtagen mandage (dog åbent 2. pinsedag). Der er gratis adgang.

Publiceret: 07. Maj 2014 11:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere